Når jeg tænker

Når jeg kører bil eller har et roligt øjeblik, så tænker jeg på alle mine år på bagen. Hvad har man opnået, og er det gået som man havde drømt om og ja tusind andre ting. Nu sidder jeg foran computeren og tænker. Kenneth ligger i sofaen og hygger med katte og ser tv. Jeg hører han brummer ” du skal da ikke bide mig ” siger han til en af de små killinger 🙂 Ja har jeg fået det jeg ville… Det er jo et godt spørgsmål. Tænker man på job situationen så har jeg vist opnået meget andre slet ikke kommer til i deres liv. Jeg er ufaglært lagerchef, men ved ihærdighed, pligtopfyldende og ikke mindst det, at man kan tilpasse sig, har gjort at jeg altid har været chef siden 1987.
Tænk som ufaglært at betride de stillinger jeg har haft og de job jeg har haft i mange år, bevidner om de kvaliteter mine forældre har oplært mig med. Når jeg kigger i spejlet så ser jeg stadigvæk godt ud som 64 årige og min træning sætter også sine spor i form af flere muskler og mindre talje 🙂
På kærlighedsfronten har jeg snart været sammen med Kenneth i 14 år og næste år har vi sgu kobberbryllup. En vild tanke, men også en dejlig tanke, for selvom vi kan skændes elsker jeg jo det tårnhøje helvede utrolig meget. Vi er ikke fejlfrie nogle af os, men jeg tror alligevel han har mange flere fejl end jeg har 🙂 🙂 Vi har det godt og efter vi begge er kommet i job kan jeg godt mærke, at vi også selv har fået det bedre. Gudskelov er vores ven Jørgen trådt ud af arbejdsmarkedet og han kommer forbi hver dag og gør rent, ordner katte så det ikke er det første vi skal tænke på når døren låses op.
Vi tog til parade i dag og mens optoget gik forbi mig tænkte jeg når jeg så nogle hvor man tænker åh gud nej hvor kikset, at det var ikke fair tænkt. Det er deres måde at blive set på, og måske nogle af deres få øjeblikke hvor lyset skinner på dem. At der så render en mand rundt nøgen som var blevet en kvinde uden tøj, overskrider stadigvæk mine grænser for hvor langt man skal gå når man sætter en parade op som de så gerne vil have skal være så folkelig som mulig. Se mænd og kvinder rende rundt i masker og ligner et eller andet små børn ikke forstår har jeg også svært ved at forstå, men igen kommer mangfoldigheden ind og begynder man først at sortere hvad der må komme med så ødelægger man hele fundamentet for optoget.
Vi må sluge det vi ser og så må de forældre forklare deres børn hvad de ser hvis de stiller spørgsmål. Det var igen i år en tynd parade der manglede fantasi, kreativitet, udsmykning og folk i rette feststemning. Man kunne se flere vogne hvor deltagerne bare lignede nogle der ikke gad og så skulle de måske blive hjemme. Der var kun en vogn hvor de virkelig gav den gas og hvor var det fedt at se hele vognen hoppe og jeg mener vognen den hoppede 🙂
Vi havde kæresteparret Peter og Emilie med og de fik godt nok noget med hjem de kunne tænke over for det havde de altid set før 🙂 Slet ikke Peter som kommer fra en lille jysk by med 200 indbyggere.
Der var selvfølgelig politikere der gik i paraden og jeg ville nu have mere respekt for dem hvis de gik med ganske få mennesker, men de havde jo alle deres stormstropper med som bar banner så man ikke var i tvivl om hvilket parti de kom fra. Unødvendigt reklame for det er jo ikke det paraden handler om. Det handler om de homoseksuelle og transkønnet, lesbiske og alle de andre grupper der findes . Det skulle de fejre og lave reklame for i stedet for deres lortebannere med partifarve og bogstaver.
Når der er mange mennesker samlet går der et eller ind i hjernen på folk. Empati og almindelig dannelse ophører. Folk skubber, springer over og opfører sig så man ryster på hovedet. Der er ikke meget hensyn at tage når man slipper så mange folk løs og det er sgu sørgeligt. I Studiestræde mødte vi Kaj & Kasper, Henrik og Peter og jeg havde regnet med vi ville slå os ned der lidt senere, men det må blive en anden gang. Fik set Kaj for første gang i rigtig mange måneder og det var dejligt at mærke ham tæt på og som i gamle dage et trutkys.
Vi gik forbi Rådhuspladsen og så i forbifarten nogle optræde på scenen og der var mange mennesker. I det samme begyndte det at regne og vi gik mod toget. Vi sagde farvel til Peter og Emilie i Ishøj og gik ned og handlede. Aftenen stod på to leje film og så satte jeg mig til computeren for at lægge billeder fra paraden på min egen hjemmeside.
Vi fik også besked fra banken forleden dag og den nyhed var sindssyg positiv. Vi belåner i huset med 204.000, renten på hele lånet bliver 0,5 % og så betaler vi bilen ud og begynder at spare op så vi kan renoverer hele stueetagen med køkken alrum, fliser i hele stueetagen og et nyt køkken. Der skal spares så mange penge op så vi får lige præcis det vi ønsker os og der er ikke sat tid på det, men vi regner selv med cirka 1,5 år. Så bliver alt lavet og vi har ikke lånt nogle penge til dyre renter, men skaffet det meste selv. Fordelen også ved at få belånt i huset er at få alle renter væk så sidder vi med husleje og ejendomsskatter for 8400 pr måned og det kan næsten ikke gøres billigere 🙂 Skulle jeg miste jobbet grundet sygdom / alderdom eller noget andet, betyder det virkelig meget at vi kun skylder i huset og ikke nogle andre steder.
Træningen går rigtig godt. Skal lige forbi i morgen tidlig så jeg overholder mine 5 gange pr uge. Allergien er så småt på vej væk og det kan mærkes på energibeholdningen. I morgen middag smutter vi en tur til vores gamle indkøbschef Niels. Et gensyn jeg glæder mig meget til for det er godt nok længe siden jeg har set ham. Et fantastisk varmt menneske som jeg sætter pris på.
Jeg har jo også ansat vores private ven Søren og det er jeg taknemmelig for. Det ar han er ansat gir mig en tryghed at lige meget hvad der sker af ting så vil han være der og få løst tingene. En utrolig dejlig fornemmelse i kroppen for det har været noget af en mundfuld det sidste job jeg har sagt ja til. Det begynder nu at ligne et lager og alle i huset roser den orden der er kommet og det begynder at smitte af til andre steder i huset også.
Nå lørdagen er snart slut og jeg vil lægge billeder op og snart smutte i søvn. En sjov og spændende dag er snart slut og jeg håber alle dem til paraden har givet fuld skrue og fået det ud af den som de havde håbet på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *