Grunden til disse tanker var, at der var et indlæg på TV2 morgentv omkring døden. Hvert år mister 1520 børn og unge under 18 år en forælder, og når man så er blevet 70 år tænker man tanker.

Jeg er 70 år gammel, og jeg er medfar til en dreng på bare 2 år. Det er en mærkelig og vidunderlig følelse på samme tid. Mange på min alder er bedsteforældre – nogle endda oldeforældre – men jeg står midt i småbørns­livet med alt, hvad det indebærer af søvnløse nætter, leg, latter og et helt særligt ansvar.

Jeg mærker, at det kræver mere af mig end da jeg var yngre. Kroppen er ikke den samme, men jeg prøver at holde den sund, så jeg kan være der for min søn så længe som muligt. Jeg går mine daglige ture, styrketræner i fitness, spiser sundere, og jeg har lært at lytte bedre til, hvad min krop fortæller mig. Jeg kan ikke bare køre på, som jeg gjorde engang, men jeg kan være til stede med ro, nærvær og kærlighed.

Når jeg ser på vores dreng, der med sine små hænder rækker ud efter mig, mærker jeg en livskraft, der giver mig energi til at fortsætte. Jeg tænker på, hvor vigtigt det er, at jeg passer på mig selv, ikke kun for min egen skyld, men fordi han har brug for mig. Jeg vil gerne give ham alt det, jeg kan: min tid, min erfaring, og min kærlighed.

Men samtidig ligger der en anden tanke og lurer i baghovedet. Jeg ved, at døden ikke længere er en fjern mulighed, men en realitet, der nærmer sig. Det giver en form for uro: Vil jeg være der længe nok? Vil jeg kunne følge vores barn i skole, se ungdommen blomstre, eller må jeg slippe taget alt for tidligt?

Det er et mærkeligt krydsfelt at stå i – mellem begyndelsen og slutningen. Jeg føler mig rig, fordi jeg har fået lov til at opleve endnu en chance for kærlighed, nærhed og ansvar. Men jeg mærker også tyngden af tiden, og den stille hvisken om, at jeg må leve intenst i nuet, for fremtiden er ikke givet på samme måde som før.

Måske er det netop døden, der gør faderskabet endnu stærkere. For når man kender livets skrøbelighed, lærer man også at sætte pris på hver eneste lille hånd, der rækker ud efter én, hvert smil, hver latter. At blive far i min alder er at blive mindet om, at livet og døden går hånd i hånd – og at det smukke findes i at turde elske, selv når man ved, at tiden er kort.

Jeg tænker ofte på de mennesker, der lever med usunde vaner eller andre laster – især dem, som har børn. Måske burde de standse op og tage deres liv op til revision. Selv bærer jeg stadig savnet af min far. Han døde i 1994, kun 64 år gammel, og selvom jeg var 39, føltes det alt for tidligt. Der er så meget, jeg gerne ville have delt med ham – mennesker, han skulle have mødt, oplevelser han skulle have haft del i, og alle de små ting, der siden har formet mit liv som voksen. Jeg savner især vores skakspil, for det var noget helt særligt, vi havde sammen. Alt det, vi ikke nåede, håber jeg i stedet at kunne give videre til vores søn, så han får de minder og den kærlighed med sig i bagagen fra sin Dada.

Det glæder mig også meget at manden i mit liv har tabt mange kilo og forstår vigtigheden i at holde sig sund. Jeg tænker, at disse tanker jeg er beskriver her sagtens kunne forkomme for så godt kender jeg min mand efter 20 års samliv.

Jeg sidder med min lille dreng på skødet. Han er kun to år, og hans blik er fyldt af nysgerrighed og tillid. Han lægger sit hoved ind mod mit bryst, og jeg mærker den varme, der fylder mig, når jeg holder ham tæt.

Men samtidig glider mine tanker hen på min egen far. Han døde alt for tidligt, længe før han kunne få lov til at møde mit barn. Jeg kan næsten se det for mig, hvordan han ville have smilet, taget sin lille sønnesøn i armene og sagt et par rolige ord, som kun han kunne.

Det gør ondt at vide, at min dreng aldrig får den oplevelse – at han aldrig får den tryghed og kærlighed fra hans farfar. Jeg ville så gerne have vist min far ham: “Sige til Noel se Noel det er min far. Din farfar.

Og midt i sorgen ligger en dyb taknemmelighed. For jeg mærker min far i mig selv, i de øjeblikke hvor jeg holder om min søn. Jeg hører hans stemme i mit baghoved, som en stille hvisken: “Giv ham kærlighed, Kenneth. Vær til stede. Det er det vigtigste.”

Når jeg ser på min dreng, forstår jeg pludselig, at min far stadig lever videre – ikke kun i minderne, men i den måde, jeg elsker min søn på.

Vi mister aldrig dem, vi elsker. Vi bærer dem videre i vores hjerte – og i den kærlighed, vi giver videre.”

Når jeg tænker på min far og alt det, vi ikke nåede, mærker jeg smerten tydeligt. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de børn, der mister en mor eller far alt for tidligt på grund af livsstilssygdomme. De sidder tilbage med det samme savn – drømmene om de øjeblikke, der aldrig kom, og længslen efter en hånd, der ikke længere er der. Det er børnene, der må bære tomrummet resten af livet.