De sidste mange måneder har tiden været knap, og kirken har ikke fået mange besøg fra os tre. Men mon ikke der snart kommer en dag, hvor tiden igen er til det. Og typisk nok – når man endelig planlægger at tage afsted på søndag, så er det selvfølgelig ikke vores egen præst, der står for gudstjenesten. Nå, øv… men pyt. Der kommer nok en dag, hvor det hele passer sammen igen.

Vi skulle egentlig også have været i Jylland og besøge vores to piger, men travlhed alle steder gør, at vi udskyder det lidt. Der er meget, der skal passes herhjemme – og killingerne fylder stadig en del. Nogle gange sidder jeg og tænker over vennekredsen. Man lærer mennesker at kende, og så går der et år eller to, og pludselig glider tingene ud i sandet. Én ting jeg vægter højt er ærlighed og åbenhed, og et venskab med mig skal ikke bygges på det modsatte. Der er mennesker, som tror, at alt skal være perfekt – men sådan er livet bare ikke. Hvis vi skal være ærlige mennesker, så fortæller vi altså også, når det hele ikke lige kører, eller når livet udfordrer os. Det er der, man bliver rigtige venner i min verden. Vi er ikke perfekte – og ingen har sagt, vi skal være det.

Jeg har altid sat ærlighed i højsædet og været den, jeg er. Derfor skuffer det også, når man mærker, at modparten ikke giver sig 100%, men kun er der halvt. Livet er for kort til det. Sker der ikke en ændring, så bliver jeg nok lidt fattigere på Facebook – men jeg overlever det også. Jeg har faktisk besluttet, at år 2026 skal være oprydningsåret. Året hvor jeg gennemgår alt og lægger planer for, hvordan min tid skal bruges – sammen med min mand og barn.

Jeg får faktisk dårlig samvittighed, når jeg kan mærke, at noget halter, og jeg ikke lige får gjort noget ved det. Men samtidig tænker jeg også: hvorfor er det altid mig? Et venskab kræver trods alt to, der gider at investere tid og energi. Og jeg er kommet dertil, hvor jeg ikke længere orker at være den eneste, der holder liv i tingene. Derfor skærer jeg snart ned. Min Facebook er ikke et udstillingsvindue med 2000 “venner” – for mig betyder relationerne langt mere end det. Når jeg så ikke har dem der ikke gør noget skal jeg ikke bekymre mig unødigt og derved får jeg lov til at slappe af og ikke tænke mere over det.

Vi planlægger heller ikke det store i det nye år. Manden er i gang med sin uddannelse, og han skal også lære at slappe lidt af – selvom han er virkelig dårlig til det. Det eneste, der ligger fast, er at hvis vi tager til udstilling i Jylland, så overnatter vi hos Noels tante Kristina udenfor Randers. Og så skal vi i julen også planlægge vores 14 dages tur til Rhodos med Noel og tante Kristina & Bettina. Det helt rigtige hotel skal findes, med gode og lækre børnepools. Men inden da smutter vi en tur i DGI-byen og tester deres børneområde igen – Noel blev lidt mut efter sommerpausen, da vi startede op sidst.

Ellers er han en dreng, der virkelig hviler i sig selv. En dreng der sagtens kan lege alene og som selv opsøger sit legeområde, når han bare vil være sig selv. Vi nyder det så meget. At høre ham sidde på gulvet og lave redningsaktioner med Paw Patrol eller sende bilerne afsted – det er musik for ørerne. Forleden dækkede Noel bord sammen med sin far før aftensmaden. Han hentede selv tingene ude i køkkenet, mens far viste ham, hvor de skulle stå. Han bestemte endda, hvor vi skulle sidde – og det blev, som det plejer.

Vi rykker engang imellem hans stol rundt, så tingene ikke altid er helt som “plejer”. Jeg husker tydeligt, da jeg startede hos HWL… det første jeg gjorde, var at slå “plejer” ihjel. Alle sagde “det plejer vi” – ja, og så bliver resultatet også, som det plejer. Gode råd fra vuggestuen, som vi følger til punkt og prikke.

Vi har Noel mandag og tirsdag, da mor og storebror skal afsted, og vi har virkelig et fantastisk forhold os tre. Alt er bare nemt, fordi vi hele tiden tænker på, hvordan vores søn har det. I går var vi i Rødovre Centrum for at købe lidt tøj – bl.a. en ny jakke til manden – og Noel gik rundt med de største øjne. Og bare vent, til han kommer i Ishøj By Center og ser deres julepynt… der sparer de altså ikke på noget.

Julen nærmer sig, og Noel elsker den allerede 100%. Vi fylder på med julesange og julefilm, og det skal nok ende med, at han elsker julen lige så højt som sin far. Manden smutter til Jylland tirsdag aften og er først hjemme fredag sent. Og jeg… ja, jeg skal til tandlægen. Allerede nu er jeg ved at skide i bukserne – sådan har det altid været. Jeg hader tandlæger. Lydene, fornemmelsen, at nogen roder i munden – det er mit værste mareridt. Men jeg må overleve… eller prøve i hvert fald 🙂