Endelig ved at være i mål

Så er vi ved at være der, hvor skuldrene kan komme ned, og hvor jeg kan begynde at trække vejret igen – og ikke mindst genoptage min træning. Den har stået stille i over 14 dage, simpelthen fordi der har været fuld tryk på herhjemme.

Vi har haft Noel hos os i tre uger i streg, og i morgen skal han hjem til sin mor igen i tre uger, hvorefter vi vender tilbage til den normale 7-7 ordning. Samtidig har vi bygget om i huset, og det har været et større projekt end forventet. Førstesalen er blevet genskabt, som den var oprindeligt, og Noel har fået et nyt værelse lige overfor vores. Han har allerede sovet derinde to gange, og det er gået overraskende godt. At han vågner et par gange og kalder på os, er helt okay – og da han kaldte sidste gang, tog vi ham bare med ind til os.

Det har været varmt. Rigtig varmt. Og når man kombinerer hedebølge, ombygning og killinger, så har man en periode, der er alt andet end afslappende. Heldigvis har Noel hygget sig hos sine fætre og kusiner, hvor han også har overnattet. Han elsker det – og det bedste er, at de elsker ham lige så højt og altid gerne vil lege med ham. Det betyder meget for os.

Hans bedstemor har også været en kæmpe hjælp, så vi kunne fokusere på huset og få det færdigt, så hverdagen kan falde på plads igen. Sidste lørdag var K og jeg ovre og spise hos hende, og Noel legede hule med sin fætter Ilyas. Da vi skulle gå, vinkede han bare og fortsatte sin leg. Møgunge – han ville slet ikke med hjem, for han havde det jo fantastisk hos sin bedstemor og alle fætrene og kusinerne.

Kenneth og jeg har faktisk talt om, at vi vil invitere nogle af dem hjem i weekenderne, når vi har Noel. De elsker hinanden, og det skader bestemt ikke at styrke båndene endnu mere.

Nu mangler vi kun de sidste detaljer på Noels værelse – lidt ting på væggene – og så kan vi endelig slappe af. Vores eget soveværelse har fået en ny seng, en rigtig kontinental, hvor man går op i sengen i stedet for at kravle ned på gulvhøjde. Det er ren luksus. Når de sidste ting er på plads, skal vi have noget til den nye væg og et tv, så jeg endelig kan få sådan et i soveværelset.

Jeg er også begyndt at skrive videre på mine erindringer. Det er vildt, hvor meget man lærer om sig selv, når man går i dybden og får sandheden frem om ting, der er sket tidligere i livet. Jeg kan ikke bare lukke øjnene og lade som ingenting – det ville være at svigte mig selv. Så jeg reagerer, jeg reflekterer, og jeg skriver. Det bliver saftigt læsning, og når den engang er færdig, vil jeg prøve at få den udgivet. Hvis ikke det lykkes, så kommer den online.

Jeg kigger hele tiden på mig selv: Hvem er jeg? Hvem står mig nær? Hvem er der for mig? Hvem husker mig? Hvem gør noget? Hvem kan jeg stole på? Hvem skal være i mit liv i morgen – og hvem skal ikke? Det er store spørgsmål, men jeg tager den uro, der følger med, for jeg nægter at lyve for mig selv. Jeg har det også sådan at skriver man til nogen og man intet hører så tænker jeg måske skulle man bare lade være med at skrive for det er som at “At tale til døve øren” eller denne her “At råbe i ørkenen, ordsprog som faktisk beskriver det jeg føler ret godt.

Mandag morgen tager jeg hul på en ny rutine. Træningen skal op i gear igen, og kosten skal strammes til, for fedtprocenten skal længere ned – og maven skal strammes op. Jeg har lagt en plan: daglig træning helt frem til afrejse til Rhodos, hvor jeg skal afsted med Noel og manden.

Det bliver en blanding af lette træningsdage, cardio og styrke, alt efter hvad kroppen kalder på. Det vigtigste er, at jeg holder fast i målet om at bevæge mig hver eneste dag. Egentlig skulle jeg have været i gang for flere måneder siden, for planen var 3–4 træningspas om ugen. Men livet kom i vejen, som det nogle gange gør, og rutinen faldt helt fra hinanden.

Nu er der endelig ro på – og så skal der fuld skrue på træningen. Jeg glæder mig helt vildt til at se, hvad det kan gøre for kroppen, når jeg giver den den opmærksomhed, den har manglet. Og én ting er sikkert: ingen alkohol overhovedet, før jeg står med fødderne solidt plantet på græsk jord.

Det her bliver starten på en forandring, og jeg er så klar.