I går var Noel og jeg på tur, og det blev en helt fantastisk dag. Vi kørte hjemmefra kl. 9.10 og landede i Vordingborg omkring kl. 10.00, hvor vi samlede min storebror John op. Det er en gave at have sådan en relation til sin bror – trygt, givende og fuld af kærlighed.

Fars barndomshjem – et stop fyldt med minder

Vores første stop var vores elskede fars barndomshjem. Ikke noget prangende hus, men sikkert pænere dengang end i dag. Vi holdt og betragtede huset og talte om vores far, hans far og mor og alle de søskende han havde. Et stille øjeblik, hvor fortiden føltes tæt på.

Nyråd – tipoldefars hus og et valnøddetræ med historie

Vi kørte videre til Nyråd, en lille by udenfor Vordingborg. Første stop var hos ægteparret Maybritt og Paul, som bor i det hus, vores tipoldefar Niels Christian Jensen – smedemester – ejede for mange år siden. I haven står to valnøddetræer, og Paul fortalte, at han engang havde talt over 300 årringe i det ene. Træet er enormt og meget gammelt.

Jeg fik en stor pose valnødder med hjem. Nu skal jeg undersøge, hvordan jeg får dem til at spire, så jeg måske kan lave vores eget valnøddetræ. Tænk, hvis Noel en dag kan fortælle, at “det her træ stammer faktisk fra Dada’s tipoldefar Niels Christian Jensen.” Jeg håber virkelig, at det lykkes.

Små stop og gamle minder

Efter et stop i byens brugs efter et par gaver, kørte vi ned til området, hvor farbror Aksel havde boet. Det var sjovt at gense stedet, selvom det gamle hus med det ulækre lokum i gården ikke findes mere – og det er nok meget godt.

Ore Strand – barndommens cykelrute og den nye bro

Vi kørte derefter til Ore Strand. Jeg fik genset hele vores cykelrute og den markvej, vi kørte på, efter vi havde krydset en ret trafikeret landevej. Man skal huske, at vi ikke var ret gamle, når vi selv fik lov til at cykle til stranden – ufarligt var det bestemt ikke. Vi genså fyrtårnet som jeg har på billede og Ore strand som i dag kun består af tang men vi fik også set den nye bro som er åbnet for trafik. Den ser flot ud og det varer ikke længe før den gamle skal pilles ned. Nedrivningen af den gamle Storstrømsbro forventes at foregå ved at fjerne skinner, asfalt og betondæk først, skære stålkonstruktionerne ned i sektioner og til sidst sprænge bropillerne. Det gad jeg godt se så jeg skal bede vores familie i byen om at holde øje med hvornår det vil ske.

Kunst, Algade og festuge-stemning

Vi besøgte kunstneren Rita Juul (Rita Juul Art & Jewelry), som engang havde butik på Algade, men de nye ejere havde intet af interesse. Jeg har skrevet til hende online og håber, hun har noget liggende.

Algade var fyldt med aktiviteter på grund af Vordingborg Festuge. Noel fik både bamse og ballon, og efter lidt tid kørte vi videre til noget, vi havde glædet os meget til.

Gåsetårnet – byens smukke vartegn

Gåsetårnet står som byens varetegn og det er stadigvæk lige så flot som jeg altid har syntes det var og som altid har fyldt mit hjerte med glæde. Vi fik købt billeletter og så gik vi ind igennem den først dør og så ville Noel godt op og sidde på min arm. Vi fandt ud af at der var en udstilling der hed MONSTER, skabt af multikunstneren Shane Bro. Ikke nok med de så uhyggelige ud så var der også lyd som både børn og voksne blev lidt skræmte af. Noel var slet ikke tryg men de vi kom til toppen og så slappede han af og han smilede og var meget interesseret i at se byen oppe fra Gåsetårnets top.

Vi fik taget billeder og da vi skulle ned ville han godt på armen igen. Han synes faktisk det var et flot tårn og det var sjovt at være deroppe og da vi kørte forbi senere pegede ham på tårnet og fortale at der havde vi været. Det er jo Vordingborg festuge og der skete en masse omkring det gamle tårn men det må vi planlægge bedre til næste år så vi kan få flere dage dernede alle sammen.

Kurt og Mirjam – hjertelighed i sin reneste form

Vi kørte til Kurt og Mirjam, som ikke er biologisk familie, men som var min morfars kones børn. Ham behøver vi ikke skrive mere om – for hvis man ikke har noget pænt at sige, skal man tie stille, og jeg har bestemt intet pænt at sige om ham.

Men Kurt og Mirjam er fantastiske mennesker. De vartede os op på alle tænkelige måder. Mirjam og Kurt sprang rundt for at gøre alt det gode, de kunne gøre for Noel. Tomater i drivhuset, ribs, stikkelsbær, kiks, økologisk sodavand – alt hvad hjertet begærer. Noel elskede dem, og jeg blev rørt over deres omsorg. De andre spoiste jordbærkage men som allergiker må jeg bare kigge på og det har jeg det faktisk også okay med.

Min storebror bor hos dem, når han besøger Vordingborg, og det forstår jeg godt. Næste gang skal Kenneth også møde dem.

Et dejligt gensyn hos kusine Annelise

Dagens sidste stop var hos vores kusine Annelise, og det blev et dejligt gensyn. Noel og Annelise styrtede rundt i haven. Hun viste sine store fisk i bassinet, og Noel gjorde store øjne. I drivhuset fandt han selvfølgelig også noget, han kunne spise.

Vi fik de lækreste kartofler, hun lige havde gravet op – og de smagte fantastisk. Culotte, salat, kage, kaffe… alt var perfekt.

Det smukkeste øjeblik var, da Noel helt spontant gik hen til John, kravlede op til ham og gav ham fire kys på kinden. Det gør han ikke ved hvem som helst. Han elsker virkelig sin onkel – dada’s storebror. Og jeg elsker at se den relation.

En dag der bliver i hjertet

Da vi kørte hjem, var Noel træt, men glad. Han havde taget alle de nye mennesker med storm – stille, rolig, smilende og kærlig. Jeg var så stolt. Som hans institutionsleder engang sagde: “Noel bliver ikke sådan af sig selv.”

Tak, kære storebror John, for en dejlig dag.
Tak til kusine Annelise, Kurt og Mirjam.
Hvor var det en fantastisk dag.