Jeg synes, det er et godt forslag fra regeringen at forbyde mobiltelefoner i skolen. Endelig, tænker jeg! Hvor er det rart, at de ikke længere skal fylde så meget i børnenes skoletid. Måske kan eleverne nu bedre forstå, at grunden til, at de er i skole, faktisk er for at lære – at blive klogere, så de står stærkere, når de engang skal videre ud i livet.

Det handler ikke kun om undervisning. Det handler også om at styrke det sociale. At børn får lov til at være sammen med deres klassekammerater, grine, lege og tale – ansigt til ansigt. For det er i samværet med andre, man udvikler sig. Venner kommer og går gennem livet, men det, man lærer om fællesskab i skoletiden, bærer man med sig altid.

Der er heller ingen tvivl om, at mange forældre i dag har givet alt for meget slip. Børn sidder bag skærme og telefoner, og mange forældre aner faktisk ikke, hvad de laver der. Mobiltelefonen er blevet en slags babysitter, fordi far og mor er trætte – og så får barnet lov at “klare sig selv” med YouTube, TikTok eller spil.
Men helt ærligt: måske skulle man have tænkt lidt mere over det, før man kastede sig ud i projektet “vi vil så gerne have et barn.”

For det er bestemt ikke nok, at vi får telefonerne væk fra skolen – vi skal så sandelig også have dem væk fra forældrene.
Undskyldningerne er der ellers ikke sparet på: det er arbejdet, et vigtigt opkald, en besked fra mormor, eller “jeg skal bare lige tjekke noget.” Midt i hyggetimen, midt i godnathistorien.

Men alvorligt talt: vi står med et kæmpe problem, når det handler om børn og unges digitale liv.
Det er blevet en samfundsudfordring, og det er ikke nok at lave en lov, snakke lidt om det ved aftensmaden, eller lave en kampagne på Facebook om, hvor “usundt” det er. Det ændrer intet, hvis vi ikke tager ansvar – som forældre, som voksne og som samfund.

Den barske sandhed er, at tech-firmaerne scorer profitten, mens vores børn betaler prisen. De er fuldstændig ligeglade med vores børn, bare der kommer penge i kassen. Reklamer, algoritmer og afhængighed er bevidst designet.
Derfor burde de pålægges kæmpe bøder, indtil de har skabt ordentlige og sikre rammer for børn og unge på de digitale medier. De skal mærke det på pengepungen – for først dér begynder de at tage ansvar.

For det er jo ikke raketvidenskab: fysisk samvær, bevægelse og søvn er vigtige.
Internettet kan være spændende og lærerigt, men for meget skærmtid stjæler tid fra alt det, der betyder noget – venner, leg, sport og nærvær.

Jeg læste for nylig en undersøgelse, der viste, at børn i 3.–5. klasse, hvis forældre ikke begrænser deres skærmtid, oftere er overvægtige, klarer sig dårligere socialt og præsterer ringere i skolen. Det er desværre ikke løgn. Og jo ældre børnene bliver, jo værre står det til.

For hvad nytter det at gå ud af 9. klasse, hvis man ikke har lært at være social, ikke kan den store tabel eller ikke kender klokken med mindre man kigger på sit mobil eller ved, hvordan man skal opføre sig?
At være sød og kærlig er vigtigt – men det er bare ikke nok, hvis man ikke også får redskaberne til at klare sig i verden.

Vi skylder vores børn mere

Vi kan ikke bare skubbe ansvaret videre.
Det er os voksne, der sætter retningen – med vores handlinger, ikke vores ord. Børn gør ikke, hvad vi siger, de gør, hvad de ser os gøre.

Derfor skal vi turde slukke telefonen, droppe fifa eller andre vigtige ting på computeren, læg den væk og vis, at nærvær stadig findes. Vi skal minde vores børn om, at de vigtigste øjeblikke i livet ikke kan likes, deles eller gemmes – de skal leves.

Jeg skriver det her, fordi jeg selv prøver at leve efter det.
For jeg ved, hvor hurtigt tiden går, når man har et lille barn. Man blinker – og pludselig er endnu en dag væk. Derfor vælger jeg hellere at se min søn i øjnene end at stirre ind i en skærm.

For kærlighed kræver tid – og den tid findes kun, hvis vi tør lægge telefonen fra os.