Der har været fart på den seneste tid, og jeg kan mærke, at kroppen fortæller mig, jeg ikke er 25 længere. Jeg er 70 år, men jeg holder mig ikke tilbage – og jeg nægter at lade alderen sætte en stopper for alt det, der giver mening i mit liv.
Jeg er far til en dreng på 2 år, og han har selvfølgelig førsteprioritet. Han kræver både kræfter og tålmodighed, men han giver mig også en glæde og energi, jeg ikke kan finde andre steder. Når han smiler eller griner, føles trætheden pludselig mindre tung.
Han er et regnbuebarn – og for mig betyder det noget helt særligt. Et regnbuebarn er barnet, der kommer efter stormen. Barnet, der bringer lys, farver og håb, når man mindst venter det. Jeg ser på ham og mærker, at livet stadig har nye kapitler til mig, selv i en alder af 70. Han minder mig om, at der altid kan vokse nyt håb frem, selv efter svære tider. Jeg troede aldrig, jeg skulle få lov at opleve det at blive far så sent i livet, men nu står jeg her – og jeg er uendelig stolt af, at netop han er min søn.
At være far i min alder er en helt særlig oplevelse. Jeg ved godt, at jeg ikke har uendelig tid, og netop derfor føles hvert øjeblik endnu mere værdifuldt. Hvert grin, hver lille hånd i min, hvert “Dada” fylder mig med en taknemmelighed, der næsten er umulig at sætte ord på. Jeg kan mærke, at jeg lever på en anden måde end dengang, jeg var yngre – mere nærværende, mere bevidst, mere til stede.
Samtidig holder jeg fast i min træning. Det er ikke altid nemt at finde overskuddet, men jeg ved, hvor vigtig den er – både for helbredet og for at kunne følge med min lille søn i hverdagen. Jeg vil gerne være der for ham i så mange år som muligt, og det kræver, at jeg passer på mig selv.
Og så er der vores katteri. Kattene kræver deres helt eget ansvar og omsorg. At drive et katteri er ikke bare hygge og små killinger, det er også rengøring, fodring, planlægning og meget struktur i hverdagen. Det er et arbejde, som både trætter og giver mening – og det er en del af det liv, jeg ikke ville undvære.
Men jeg kan også mærke, at der kommer perioder, hvor jeg ikke er så selskabelig. Jeg har ikke længere behov for at rende til alt muligt eller invitere gud og hver mand. Lige nu er det familie, Noel og min mand, der fylder. Og så min bedste ven gennem 25 år, som jeg rejser til Berlin med midt i september – det glæder jeg mig til.
Og så er der det med allergien. Den er en stille skygge i mit liv, som jeg aldrig helt kan slippe. Når kroppen reagerer, føles det, som om alt energi bliver suget ud, og jeg kan miste lysten til at kæmpe videre. Nogle dage er det en kamp bare at finde håb. Men jeg ved, at hvis jeg giver slip på livsmodet, så lader jeg allergien få magten – og det vil jeg ikke. I stedet prøver jeg at holde fast i det, der giver mening: kærligheden til min søn, stoltheden over at han er et regnbuebarn, omsorgen fra min mand og varmen i de få, men ægte relationer, jeg har omkring mig.
Så ja, jeg er træt – men det er en god træthed. En træthed, der kommer af at leve et fuldt liv, hvor kærlighed, ansvar og glæder hele tiden finder deres plads side om side.
For mig handler det ikke længere om at være alle steder og se alle mennesker – men om at være til stede dér, hvor det virkelig betyder noget. Kvalitet frem for kvantitet. Det er dér, jeg finder roen og styrken til at gå videre.
“Nogle gange er det i begrænsningerne, vi lærer at se de små øjeblikke som de største gaver.”
