Min far, Poul Arne – manden der formede mit liv

Min far, Poul Arne, blev født i 1929 som den sidste i en stor børneflok. Han voksede op i en tid og i et miljø, hvor man måtte kæmpe for sin plads – og det gjorde han. Ikke med hårdhed, men med en stille styrke, en flid og en varme, som kom til at præge hele hans liv.

Han blev udlært bager, fandt kærligheden i min mor, og sammen fik de fire børn. Senere kom en arbejdsskade, en omskoling og et nyt liv i Nordsjælland. Men alt det er kun kulissen. For det vigtigste var, hvem han var som menneske – og hvem han var for mig.

Far og jeg – et bånd der aldrig brister

I min barndom var far og jeg tættere, end jeg tror nogen helt forstod. Han forstod mig på en måde, som ingen andre gjorde. Vi løb sammen. Vi spillede skak sammen i skakklubben i mange år. Og nogle af mine klareste minder er fra juleaften, når han samlede hele familien, og risalamanden stod på bordet.

Når far vandt mandelgaven – og det var noget, jeg kunne bruge – så kiggede jeg på ham og sagde: “Far… skal vi tage fem hurtige partier skak om den?”
Han vidste godt, han ville tabe. Men han gjorde det alligevel. Ikke for gaven. Men for mig. For det fællesskab vi havde. Det ritual holdt vi fast i i mange år, og det er et af de minder, der stadig varmer mig helt ind i hjertet.

Sorg tager tid – og det må den gerne

I går hørte jeg Ane Præst i tv tale om sorg. Hun sagde noget, der ramte mig dybt: Jo større kærlighed, jo længere tid tager sorgen. Det er ikke noget, man bare “kommer over” på 14 dage. Og hun har ret. Når man har elsket et menneske så højt, så tager det tid. Lang tid. Måske hele livet.

Jeg tænker så meget på min far. På ham der hentede mig, da jeg var indlagt på en psykiatrisk afdeling. Ham der tog mig med hjem og sagde: “Jeg skal nok passe på dig.”
Ham der aldrig skammede sig over mig. Ham der var ligeglad med, hvad andre tænkte om, at jeg var homoseksuel. Ham der – som den eneste – sagde til mig en aften:

“Robert, hvis du en dag finder en kæreste, må du rigtig gerne tage ham med hjem. Du må bare love mig, at I ikke sidder og kysser i sofaen.”

For en mand født i 1929, opvokset i en helt anden tid, var det kæmpe ord. Ord fyldt med kærlighed, rummelighed og en dyb forståelse af, hvem jeg var. Han gav mig ikke bare accept – han gav mig tryghed.

En far der lærte os at stå op om morgenen

Far var flittig. Ikke bare lidt – men sådan grundlæggende flittig. Han troede på at arbejde, bidrage, være et ordentligt menneske. Den stædighed og arbejdsomhed har både John og jeg arvet fra ham. Han lå aldrig på den lade side. Han var i gang fra morgen til aften, og det er en gave, han har givet os.

Den dag verden blev stille

Den 15. juli 1994 døde far af kræft. Det var en trist dag – men mest af alt for mig. For han var den eneste, der virkelig tog hånd om mig. Den eneste, der altid stod der. Savnet slog mig så hårdt, at jeg blev syg igen og var væk fra arbejdet i syv uger. Heldigvis havde jeg en arbejdsplads, der støttede mig, og jeg endte med at være der i 22 år.

Når jeg ser Noel i dag, gør det mig trist, at han aldrig får lov at møde min far. Men jeg fortæller ham alt, jeg kan. For min far fortjener at blive husket.

Fars dag – og min taknemmelighed

Det er fars dag i dag. Og jeg er så taknemmelig for, at jeg fik lov til at have ham så tæt på. At jeg fik lov til at kende hans tanker, hans værdier, hans kærlighed. Han var en far, der gav omsorg, varme og en arm om skuldrene, når man havde mest brug for det.

Snart tager Kenneth, Noel, John og jeg til fars og mormors grav i Espergærde. Vi lægger blomster. Og vi siger stille: “Tak for alt.”

For jeg savner ham. Forbandet meget. Men jeg er også taknemmelig. Taknemmelig for hans kærlighed. For hans ord. For hans accept. For alt det, han gav mig, uden at forlange noget tilbage.

Min far, Poul Arne, var det vigtigste menneske i mit liv. Og det vil han altid være.