Jeg har mange gange før skrevet om mine allergier – fødevarer, konserveringsmidler, parfumer og sikkert også noget, jeg endnu ikke kender til. Denne uge blev jeg igen ramt, og denne gang var det en af de hårde ture.

Hvordan jeg overhovedet er kommet igennem, skyldes nok kun én ting: den kæmpe kærlighed jeg har til vores søn. For han skal ikke mærke, at hans dad har det skidt.

Det har været nogle barske dage, men nu ser det ud til at vende. Maven begynder at fungere igen, og nældefeberen er blusset op med knopper – et sikkert tegn på, at det værste er ved at være overstået.

Og ja – var Berlin-turen det hele værd? Absolut! Selvom jeg må indrømme, at jeg også var et stort fjols dernede. LB havde lige undgået at gå ind i en stolpe, og kort efter går jeg selv direkte ind i en magen til – med fuld fart. Det gjorde fucking nas, og jeg kom hjem med blå mærker i skridthøjde og steder, vi ikke taler højt om. Av! Oven i allergien blev det altså nogle hårde dage.

Træningen er kun blevet til én gang i denne uge, og hvordan jeg overlevede det, ved jeg ærligt talt ikke. Jeg håber dog på at kunne komme afsted igen i morgen, efter vi har været til morgenmad hos Noels bedstemor og faster – som vi plejer, når det er vores Noel-uge. Det er samtidig en måde at sige tak for denne gang, før de igen må vente en uge på at se ham.

For Noel har haft en af sine bedste uger nogensinde. Han har sovet i egen seng, været glad hele tiden, og afleveringerne i vuggestuen er gået langt bedre end forventet. Han har virkelig fundet sit gamle, glade humør frem igen – uden nye tænder, der driller. Også hans mor oplevede i sidste uge en glad og tryg dreng, kun med en enkelt nat som undtagelse.

På mandag skal vi til 2-års samtale i vuggestuen, og det bliver spændende at høre, hvad de fortæller om ham – måske nye ting, vi skal lære ham, eller områder hvor vi kan støtte ham på en anden måde.

Det har været en hård uge for mig – men en god uge for ham. Og når det kommer til stykket, er det dét, der betyder mest. ❤️