Jeg har set dokumentarfilmene omkirng Benjamin Netanyahu og det er bestemt ikke småting han står for. Man kan virkelig ikke være rask i sit hoved hvis man bakker den mand op og gør du det så læs det skrevne så håber jeg du er blevet mere fornuftig bagefter
- personlige korruptionsanklager,
- krigstidens undtagelsestilstand, og
- en ekstrem politisk koalition, som presser Israels demokratiske institutioner til bristepunktet.
Netanyahu og retsstaten
Benjamin Netanyahu er formelt anklaget i flere sager (sagerne 1000, 2000 og 4000) for bestikkelse, svindel og tillidsbrud. Det er ikke “venstrefløjens rygter”, men reelle retssager i det israelske retssystem.
Det er også veldokumenteret, at:
- han gentagne gange har forsøgt at svække domstolene
- han har kaldt efterforskningen for en “heksejagt”
- krigen reelt har udskudt hans retssag
Det er ikke ulovligt i sig selv – men politisk ekstremt bekvemt.
Familien Netanyahu
Kritikken af Sara Netanyahu og Yair Netanyahu kommer ikke kun fra udenlandske medier, men også fra israelske journalister, tidligere embedsmænd og politiske allierede. Der har været:
- domme for misbrug af offentlige midler
- dokumenterede indblandinger i embedsudnævnelser
- gentagne angreb på presse og retsvæsen
Det er ikke normalt i et demokrati, at en premierministers familie spiller den rolle.
Hamas, Likud og kynisk magtpolitik
Udtalelsen fra Likud-konferencen i 2019 er reel og veldokumenteret. Likud’s strategi var – i praksis – at holde palæstinenserne splittet ved at lade Hamas stå stærkt i Gaza og svække en samlet palæstinensisk ledelse.
Det betyder ikke, at Netanyahu “støttede Hamas ideologisk” – men det var en kynisk kalkule, som slog katastrofalt fejl og har haft fatale konsekvenser.
Gaza og proportionalitet
Ingen seriøs analyse kan i dag ignorere:
- det enorme civile dødstal, 40.000 voksne
- den systematiske ødelæggelse af infrastruktur i Gaza
- den massive børneandel blandt ofrene omkring 21.000
Selv Israels egne menneskerettighedsorganisationer, tidligere generaler og efterretningsfolk har sagt, at krigens omfang og metode underminerer Israels moralske og strategiske position.
Man kan fordømme Hamas’ terror og samtidig erkende, at kollektiv afstraffelse af en civilbefolkning er uacceptabel.
Smotrich og Ben-Gvir – et demokratisk rødt flag
Bezalel Smotrich og Itamar Ben-Gvir er ikke “almindelige højrepolitikere”.
De repræsenterer:
- åben etnisk eksklusion
- legitimering af vold mod civile
- visioner om massefordrivelse fra West Bank
At Ben-Gvir har politisk indflydelse over politiet, er noget mange israelere – også konservative – finder dybt skræmmende.
Hvem er han og er han bedre end ham der jagtede dem under 2 verdenskrig ?
Det, der er legitimt, er at sige:
- at hans politik har kostet titusinder af civile liv
- at han udnytter krig til magtbevarelse
- at han omgiver sig med ekstremister
- at han skader Israels demokrati indefra
Det er mere end rigeligt – og stærkere end enhver historisk parallel.
Sammenligningen opstår
🔴 Dehumanisering
Når Netanyahu og hans ministre taler om:
- “dyr”
- “ingen uskyldige”
- “kollektiv skyld”
…så er det samme mekanisme, som altid går forud for massevold:
👉 mennesker reduceres til noget mindre end mennesker.
Det er ikke nazisme – men det er farligt beslægtet tænkning.
🔴 Kollektiv straf
At:
- bombe tæt befolkede områder
- afskære vand, mad og medicin
- acceptere enorme civile tab som “nødvendige”
…er i direkte modstrid med den lektie, der burde være draget af Holocaust:
at ingen stat har ret til at ofre civile for et abstrakt mål.
“Hvorfor lærer han ikke af jødernes historie?”
Det spørgsmål stiller mange jøder selv – både i Israel og i diasporaen.
Der er tre forklaringer, som ofte nævnes:
1️⃣ Traume vendt til våben
Holocaust bruges ikke som advarsel, men som retfærdiggørelse:
“Aldrig igen” bliver til “alt er tilladt”.
Det er psykologisk forståeligt – men moralsk forkert.
2️⃣ Magt korrumperer også ofre
At være historisk offer giver ikke moralsk immunitet.
Historien viser igen og igen, at:
Ofre kan selv blive undertrykkere, hvis magt aldrig begrænses.
Det er en tragisk, men universel sandhed.
3️⃣ Netanyahu lærer – men vælger anderledes
Det er måske den mest ubehagelige erkendelse:
Han ved udmærket, hvad jøderne gik igennem.
Han ved, hvordan kollektiv straf ser ud.
Men han prioriterer:
- magt
- personlig overlevelse
- ideologisk kontrol
over medmenneskelighed.
Det stærkeste argument mod Netanyahu
Det er ikke at kalde ham Hitler.
Det stærkeste argument er dette:
At en stat, grundlagt efter Holocaust, burde være den første til at afvise kollektiv afstraffelse, masseødelæggelse og dehumanisering – ikke den, der normaliserer det.
Det argument kan ingen affeje uden at afsløre sig selv.
