Det er længe siden, jeg sidst har skrevet herinde, for lysten har været der, men tiden og nok allermest mit helbred har ikke været på toppen. Alle ved jo, at jeg er pollenallergiker. Derudover krydser jeg på fødevarer, og det sidste nye er, at jeg har hudsygdommen rosacea, som godt kan forsvinde igen på et tidspunkt. Den brænder helt ud, som jeg har læst det.
Blodtrykket har kørt op og ned, og når jeg kan se de store udsving, ser jeg mig også selv i spejlet og ser nye mærker, udslæt og det, sygdommen medfører. Da det er en betændelsestilstand, så tror jeg, at kroppen selvfølgelig prøver at bekæmpe den, og det må medføre højere blodtryk. Jeg har tid hos en hudlæge den 26. maj. Længe tid, men det er der åbenbart for alle, hvad der er gratis. Jeg glæder mig i hvert fald til at få en snak med hende omkring sygdommen og hvad jeg selv kan gøre, så jeg kan få nogle gode råd og ikke mindst noget creme eller piller, men nu må jeg se, hvad hun siger.
Træningen har ikke været på toppen, for stadigvæk, når jeg er i udbrud, så orker jeg faktisk ikke at træne, og nogle dage med allergi er bedre end andre, men som jeg plejer at sige, så er der jo andre, der har det værre end mig.
Sønnen rykker virkelig og har gjort det de sidste 2 måneder. Både sprog og bevægelse har virkelig rykket, og vi laver også en masse øvelser, hvor han træner balancen. Jeg har fornøjelsen af at putte ham hver nat, og så læser jeg historie for ham, mens han ligger mellem mine ben, dynen puttet godt ned over os, og så sut i munden og en sut i hver hånd. Det er meget vigtigt, når jeg læser, at det er ham, der skal bladre, når siden skal skiftes, så det får han lov til.
Når han begynder at klø sig i øjnene, siger jeg til ham: “Skal vi putte nu?” Noel svarer hurtigt ja, og så sætter jeg ham på mine ben, så vi ser hinanden, og jeg siger så godnat og får kys og kram, og disse øjeblikke og mange andre får virkelig en til at tænke, hvor taknemmelige vi er, fordi vi får lov til at opleve dette her, at blive forældre.
Han kravler over i sin nye Spiderman-seng, og jeg lægger mig i min og giver ham min finger, og så plejer jeg at sige: “Dada er træt,” og Noel siger: “Det er jeg også.” Han slukker lyset, og så falder vi i søvn. Jeg lister ned, når jeg har sovet lidt, og mange gange, når jeg kommer op igen, ligger jeg og kigger på ham, ser ham trække vejret og ser alle de fine træk i hans ansigt. Ser sutten blive gumlet godt, skiftet ud med en anden, og jeg ligger og kigger med den allerstørste kærlighed, man kan have til et andet menneske. Hvor er det stort, men det er også et kæmpe ansvar.
Man ønsker forhåbentlig ikke, at ens børn bliver tabere i vores samfund, for det er vel ikke derfor, man fik dem, men mange skulle måske bruge mere tid og sikre, at det netop ikke vil ske. Vi holder i hvert fald øje med ham, så vi er sikre på, at han bliver den dreng, vi altid har ønsket os.
I dag træning med cardio 40 minutter og så hente et par pakker og senere til samtale med vuggestuen omkring Noels udvikling og hans sprog. En af pædagogerne på stuen sagde i sidste uge, at hun virkelig kunne mærke, at der er sket mange ting med ham, og vi skal så i dag lægge en plan for det videre forløb, for han skal starte i børnehaven til august. Han skal lære at være renlig, og han skal smide sutten, for det anbefaler eksperter, at den ved 3-årsalderen skal væk.
Mange ting for vores søn, men vi er tre forældre, som hele tiden snakker sammen, og alle vil ham det bedste, så det skal nok gå godt 🙂
