Som overskriften siger så har jeg det godt og det er lidt løgn. Jeg spiste jo ting jeg ikke burde under mit ophold i Berlin, men jeg kender det og ved det går væk og ville ikke for noget i verden undvære min tur med bedste ven. Vi havde dejlige dage og fik hygget og set en masse.
Herhjemme kører det godt med killingerne og jeg er ganske tilfreds med deres udseende. De er faktisk ret flotte og ikke så underligt at vi har køber langt væk fra. Det ender sgu nok med at en af dem bliver verdens vinder for mulighederne er bestemt tilstede. Det kunne være stort og vi krydser fingre for deres videre færd.
Træningen er endnu ikke startet men kan mærke at allergi udbruddet er på vej væk så det bliver i dag jeg starter op. Jeg har fundet en app der kan mærke hvilken øvelser jeg laver og så skal jeg vist kunne taste vægten ind…. tror jeg nok 🙂 Det finder jeg ud af senere.
Til gengæld får jeg lavet en masse andet blandt andet har jeg kørt sønnen i vuggestuen tirsdag og onsdag og det er ret hyggeligt. Det gælder jo om at han får en dejlig rolig aflevering med masser af grin og latter. I går var vi alene på stuen, og jeg måtte tænde for lyset og så legede vi med legetøjet der var masser af. Så kom de voksne og Mathilde som han er rigtig glad for tog noget andet legetøj frem og så var han derover. Jeg sagde farvel og fik knus og så var han videre 🙂 Bedste ven og ægtemand var her i tirsdags og spise til aften og Noel fik en forsinket fødselsdagsgave. De var begge syge da vi holdte hans fødsesldag så dejligt de kom så de kan få det tættere forhold til Noel som vi begge ønsker.. Noel fik noget lærespil og vi elsker den slags gaver hvor vi kan træne ham i alle de ting der fremover skal trænes i.
Han skal jo til at lære at snakke rigtigt så nu skal vi hjælpe ham på vej. Mislykkes det sender vi ham til Humlebæk til min storebror og så må han undervise ham 🙂 Han er jo ret god til det så det er måske værd at overveje noget mere 🙂
Jeg har ofte tænkt over, hvor mærkeligt det egentlig er, at vi kan have så mange mennesker på vores Facebook, uden at vi rigtig kender dem. Listen af “venner” kan tælle flere hundrede navne – nogle er gamle klassekammerater, man ikke har set i årtier, andre er perifere bekendte fra en fest, en arbejdsplads eller måske bare nogen, man engang har haft en kort samtale med. Og så er der dem, hvor man slet ikke kan huske, hvordan de endte dér.
Det giver mig en lidt dobbelt følelse. På den ene side kan jeg godt lide tanken om, at livet har bragt mig forbi så mange forskellige mennesker, og at de stadig et eller andet sted er en del af min bane. På den anden side kan jeg også mærke, at det kan blive lidt tomt. For hvad er et venskab egentlig værd, hvis det kun består af et “like” hist og her? Et tryk på en knap er jo ikke det samme som et ægte smil, en oprigtig samtale eller et møde over en kop kaffe.
Nogle gange kan det næsten føles som at have et publikum mere end et netværk. Man deler et billede eller en tanke – og så står alle disse mennesker og kigger ind, selvom mange af dem ikke længere kender én eller ens liv. Det kan give en fornemmelse af synlighed, men ikke nødvendigvis af nærvær.
Jeg tænker tit, at det måske handler om at kende forskel på bekendtskaber og venskaber. Bekendtskaber kan være rare at have i periferien – de repræsenterer kapitler af ens liv, minder om steder og tider, man selv har bevæget sig igennem. Men venskaber er noget helt andet. Det er de mennesker, der tager telefonen, når man ringer. De mennesker, man kan betro sig til, grine højt sammen med, eller som møder op, når livet gør ondt.
For mig betyder det, at jeg værdsætter de få tætte relationer, jeg virkelig har – både online og i den virkelige verden. For i sidste ende handler det ikke om antallet af navne på en liste, men om dybden af de mennesker, der virkelig er der, når det gælder. Kvalitet slår kvantitet – også når det kommer til venskaber.
Jeg ser det igen og igen – hvor mange forældre der har så travlt med alt muligt andet end at være sammen med deres børn. Kalenderen er pakket med arbejde, møder, træning, venner, projekter og alt det praktiske, der skal klares. Der er altid noget, der kan fylde dagen ud. Men midt i alt det glemmer man nemt, hvad der egentlig betyder mest.
Børn har ikke brug for, at vi hele tiden løber stærkere. De har ikke brug for flere penge, dyrere ting eller større oplevelser. Penge kan aldrig give den lykke, vi tror, de kan. Jo mere man jager, jo mere opdager man, at det egentlig ikke fylder det tomrum, man forsøger at dække. Det, der virkelig skaber glæde, er mindre jagt og mere kærlighed.
En halv times leg på gulvet. En godnathistorie, hvor man faktisk er til stede. En varm krammer midt i hverdagskaos. Det er dér, børn mærker, at de er elsket. Det er de øjeblikke, der sætter sig fast i hjertet og giver styrke til livet.
Det gør ondt at tænke på, at mange børn vokser op med forældre, der er fysisk til stede, men mentalt et andet sted. Tankerne er i arbejdsmails, i næste aftale eller på telefonen. Og alligevel er det jo sådan en lille ting, der kan ændre det hele at lægge mobilen væk, at se sit barn i øjnene og bare lytte.
Barndommen varer kun kort tid. De år, hvor børn har lyst til at være tæt på os, forsvinder hurtigere, end vi tror. Og det er netop de år, der sætter de dybeste spor – både for os og for dem.
Måske skulle vi minde os selv om, at travlheden og jagten på flere penge aldrig løber nogen vegne. Men vores børn gør.
I går hentede bedstemor Noel i vuggestuen, og da de kom hjem, skete der noget, som jeg tror, jeg vil huske længe. De åbnede døren til haven, og straks råbte han: “dad dad!” – og så løb han alt, hvad de små ben kunne bære, direkte hen til mig. Jeg stod ved vores havedør i huset så det var et pænt stykke han skulle løbe. Uden tøven, uden pause, bare med den glæde og længsel, som kun et barn kan udtrykke.
Han sprang nærmest op i mine arme, og i det øjeblik smeltede hele min verden væk. Alt, hvad der ellers kan fylde i hverdagen – arbejde med huset eller killinger, bekymringer, planer og pligter – forsvandt. Tilbage stod kun den følelse, der er svær at sætte ord på, men som fylder én fra top til tå at være ubetinget elsket.
Når Noel kaster sig i mine arme, mærker jeg, hvor dybt båndet mellem os allerede er. Han ser mig ikke som perfekt, han ser mig bare som far. Og i hans øjne er det nok. Faktisk mere end nok – det er alt.
Det er i de øjeblikke, man forstår, hvorfor man kæmper videre hver dag. Hvorfor man tager ansvar, løfter byrder og prøver at blive den bedste udgave af sig selv. For alt det hårde blegner i lyset af sådan et øjeblik. De små arme om halsen, den varme lille krop helt tæt ind til én, det er ren lykke.
Jeg tror, det er det, livet handler om. Ikke penge, status eller ting, men de øjeblikke hvor kærligheden føles så stærk, at man næsten ikke kan rumme den. Fuck jeg elsker den dreng 🙂
