Vi drukner i beskeder, notifikationer og forbindelser — men hvor mange af dem betyder egentlig noget?
Her er lidt tanker om oprydning, ærlighed og det at vælge de rigtige mennesker i stedet for de mange.

Man sidder og tænker: hvor var det nu, jeg fik den besked? Var det på Snap? Messenger? SMS? WhatsApp? Eller en helt femte app? Var det en af vores gruppechats, som man kan have utallige af?
Jeg tager mig selv i at cykle rundt mellem dem alle sammen, indtil jeg næsten går kold. Det er som om, hele vores kommunikation er blevet spredt ud på tusind små platforme – og det, der skulle gøre det lettere at holde kontakt, gør det i virkeligheden bare mere forvirrende.

Når man kender mig, ved man også, at der sjældent er langt fra tanke til handling. Og det gælder heller ikke på Facebook. Pludselig opdagede jeg, at jeg var oppe på over 300 mennesker på min venneliste – hvoraf 3/4 aldrig har sat deres ben i vores hjem.
Det slog mig: hvorfor egentlig? Hvorfor skal jeg følge og “være venner” med folk, jeg reelt ikke deler liv med?

Måske handler det om anerkendelse – et like hist og her, et hjerte i ny og næ. Men har jeg egentlig brug for det? Nej, faktisk ikke.
Så jeg er begyndt at rydde op. Og bare rolig: du behøver ikke skrive “tak” eller “du må ikke slette mig”. Det handler slet ikke om det. For mig handler det om nærvær – om vi faktisk taler sammen, ikke bare klikker på hinandens billeder som en automatisk refleks. De der likes fortæller jo ingenting. Et like siger bare: “Jeg har set dit opslag.” Ikke hvad du synes, eller hvad det vækkede i dig. Og det, synes jeg, er blevet hele grundstenen i den overfladiskhed, jeg efterhånden gerne vil fri mig fra.

For alt bliver så tomt, når man måler venskaber og relationer i reaktioner. Jeg savner noget mere ærlighed. Noget mere åbenhed. Noget, der ikke handler om at vise det perfekte, men om at turde vise det virkelige.

For der findes også venner, som gemmer sandheden. Som viser overfladen, men ikke tør lade nogen se bag facaden. De holder masken, spiller stærke, men indeni kæmper de måske med alt det, de ikke får sagt. Og så bliver venskabet ensidigt – for hvordan skal man kunne være ægte forbundet, hvis sandheden gemmes væk? Ægte venskab kræver mod til at være ærlig – ikke kun, når det går godt, men især når det ikke gør.

For sandheden er: du behøver ikke være perfekt overfor mig. Jeg ved, det er løgn alligevel. Vær hellere ærlig. Luk mig ind i livets facetter – de pæne og de grimme – hvis vi skal have et ægte og dybt venskab.

Jeg tror, vi alle sammen har brug for at stoppe op og mærke efter, hvem vi egentlig bruger vores tid og energi på.
Jeg vælger hellere få, ægte relationer end 300 halvtomme forbindelser. For de ægte mennesker – dem, der spørger, hvordan du har det, uden at du behøver lægge noget op først – de er guld værd.
Og dem vil jeg gerne bruge min tid på. Resten kan blive i strømmen af likes.

Ægte venskaber kræver ikke notifikationer – kun nærvær. 💫

Der er dage, hvor tankerne kredser lidt mere end normalt. Hvor man stopper op og mærker efter, hvem der egentlig betyder noget. For ja, familien og de allernærmeste er en naturlig del af mit liv, men jeg er også blevet bevidst om, at vi ikke nødvendigvis står hinanden så nær, som man kunne ønske.

Det er klart, at familien altid vil være der i baggrunden – det ligger i vores rødder, i vores historie og i alt det, vi har delt gennem årene. Men jeg tror, det er vigtigt at huske, at vi ikke kun har en relation, fordi vi er familie. Vi har den, fordi vi vælger hinanden til.

At være familie betyder ikke automatisk, at man forstår hinanden, taler sammen eller føler sig tæt forbundet. Blodet skaber et bånd, ja – men det er kærligheden, omsorgen og nærværet, der giver det liv. Relationer kræver vilje, respekt og tid. Det er ikke nok at dele efternavn; man skal også dele sig selv.

Jeg har oplevet, at nogle familiemedlemmer glider væk, mens andre træder tættere på. Nogle gange bliver afstanden endda så stor, at man nok først ses igen til den ene eller andens begravelse. Det lyder barskt, men det er desværre virkeligheden for mange – og måske netop derfor skal vi ikke tage hinanden for givet.

For vi lever jo ikke i al evighed. Døden banker ikke på med varsel – den kommer, når vi mindst venter det. Og så kan det være for sent at sige de ord, man gik og gemte på. For sent at række hånden ud. For sent at sige undskyld eller “jeg savner dig”. Når døden først har taget sin plads, kan man ikke længere ændre noget. Det eneste, man kan, er at leve med det, man ikke fik sagt.

Derfor tror jeg på, at vi skal handle, mens vi kan. Række ud, mens der stadig er en hånd at tage fat i. Vi skal ikke vente på det perfekte øjeblik – for det kommer sjældent. Nogle gange er det eneste, der skal til, et simpelt “hej” eller et ærligt “hvordan har du det?”.

Og så skal vi huske, at familie ikke altid er dem, vi deler blod med. Nogle gange er det vennerne – de tilvalgte – som bliver vores sande familie. De, der står der i tykt og tyndt, som kender én helt ind til benet, og som man ved, man altid kan regne med. De fortjener samme plads som enhver biologisk relation, for det er mennesker, vi aktivt har valgt ind i vores liv.

Jeg prøver selv at holde fast i de relationer, der betyder mest. Og vigtigst af alt – at give vores søn, Noel, den kærlighed og tryghed, han fortjener. Han minder mig hver eneste dag om, hvorfor nærvær betyder mere end noget andet. Når han kaster sig i mine arme og råber “dad!”, så forsvinder alt andet omkring mig. Det er dér, jeg mærker hele meningen med livet – og hvorfor det at vælge hinanden, hver dag, uanset om det er familie eller venner, er det smukkeste, man kan gøre.

Familie er ikke kun noget, man har – det er noget, man gør..