Livet går næsten sin vante gang her i rækkehuset. Det har været en svær periode for mig med alt for højt blodtryk og mange bekymringer. Når kroppen pludselig siger fra, stiller man sig selv spørgsmålet: hvorfor nu mig? Jeg har i længere tid ikke været helt på toppen og har kæmpet mig igennem dagene – især med en flok killinger, der har givet mig grå hår. Flere af dem har haft svært ved at tage på og finde ud af at spise selv, og det går mig på, men det er altid svært at lære.

Heldigvis er der begyndt at ske fremskridt de sidste 3-4 dage. De klarer mere selv, og det letter mit hjerte – faktisk meget. Det er jo sådan med dyr at jeg bekymrer mig, som jeg gør for min egen søn. Snart skal vi sige farvel til to af killingerne, og vi glæder os faktisk, for de skal ud til nogle store, erfarne opdrættere som har mange verdensvinder bag sig.. Det føles som et kæmpe skulderklap, at netop de vælger vores katte – og måske kommer vores første verdensvinder ud af dette kuld, hvem ved. Vi krydser fingre og håber.

Hjemme har sønnen det heldigvis godt igen. For et par uger siden var han syg i næsten en hel uge, men nu er han i topform. Han er virkelig en fantastisk dreng, der hviler så meget i sig selv. For 3/4 år siden sagde vi farvel til sutten i dagtimerne – nu bruges den kun, når han skal sove eller er ked af det. Det er så rørende at se ham tage den ud af munden og smide den i sengen, når vi bærer ham op. Han forstår det helt selv og har det helt okay med det.

Omkring mad er han allerede godt opdraget – og lidt forkælet. Han elsker min mad og smiler stort, når vi sætter os til bords. Han ved, hvornår noget er lavet med kærlighed. Favoritten er en italiensk pastaret med mascarpone, hvidløg, kylling, sprød bacon, fløde, rødløg og frisk persille. Han spiser som en lille gourmet og nyder hver mundfuld.

Vi har altid haft en klar regel herhjemme: Vil vi selv spise det? Hvis svaret er nej, så skal Noel heller ikke. Der findes så meget skrammelmad, især den hurtige fra McDonald’s og lignende steder, og jeg forstår ikke, at nogle forældre ikke tænker mere over, hvad de putter i deres børn. Fastfood er proppet med salt, fedt og sukker – og alt for lidt grønt. Det er jo netop for meget salt, der kan give forhøjet blodtryk og belaste nyrerne, især hos små børn hvis nyrer ikke er fuldt udviklede. For stort et saltindtag i barndommen kan også øge risikoen for hjerte-kar-sygdomme senere i livet.

Det burde forældre tænke mere over. Lær at lave maden selv – det er en investering i ens børns helbred. Man får jo børn, fordi man vil passe på dem.

Herhjemme er det tydeligt: Noel er i centrum. Hans behov kommer før vores egne, og vi vil gøre alt for, at han vokser op med selvtillid, mod og en tro på sig selv. Han tackler verden på sin helt egen, fine måde. I vuggestuen er han populær – han vinker, krammer og deler ud af sin kærlighed, fordi vi hele tiden fylder hans kærlighedskonto op herhjemme.

I morges glemte han, at sommertiden var slut, så vi stod op før seks. Men pyt – han får en lur senere sammen med Dada, inden vi skal til fødselsdag hos fætre og kusiner.

Når jeg ser på ham, kan jeg ikke lade være med at tænke: Hvor er vi dog heldige. Verden har beriget os med en fantastisk dreng. Vores vigtigste opgave er at passe på ham, så han en dag som voksen kan sige:

“Fuck hvor har jeg haft en god barndom.”

Og hvis han en dag siger netop det, så ved jeg, at vi gjorde det rigtige.

Amen – og tak for livet, kærligheden og alle de små hverdagsmirakler.