Livet vender op og ned på os alle i tide og utide. Ingen slipper uden om udfordringer – de ser bare forskellige ud. For nogle ligger de på arbejdet, for andre i familien eller blandt venner. Men uanset hvor de rammer, står vi altid med det samme valg: vil vi kæmpe, eller vil vi give op?
Alt for mange søger smutveje. Nogle tyr til flasken, andre til andre former for flugt. Men sandheden er, at det aldrig løser det, der satte det hele i gang. Årsagen ligger der stadig, gemt under rusen eller vanen, og før eller siden banker den på igen – ofte hårdere end før.
Jeg tror, vi alle kender mennesker, der sætter sig et mål, men kort tid efter begynder at forklare, hvorfor det ikke kunne lade sig gøre: det kom i vejen, det var uheldig timing, og det var også synd for mig. Undskyldningerne står i kø. Men i virkeligheden handler det sjældent om forhindringer – det handler om, at viljen ikke holdt.
Og her kommer vi til noget vigtigt: vores børn. For børn lærer ikke kun af det, vi siger – de lærer først og fremmest af det, vi gør. Hvis vi som voksne hurtigt giver op, hvad er det så, vi viser vores børn? Vi lærer dem, at mål er noget, man sætter for syns skyld, men ikke behøver kæmpe for. Vi lærer dem, at det er lettere at finde undskyldninger end løsninger.
Det gælder også i vores livsstil. Hvis vi selv ryger, lærer børnene, at det er helt normalt at putte gift i kroppen – selvom vi godt ved, at rygning er usundt. Hvis vi selv springer sund kost over og bare fylder os med tilfældig mad, lærer de, at det er ligegyldigt, hvad man putter i munden. Alt det lærer de hjemmefra – og det bliver til vaner, der kan følge dem hele livet.
Børn afspejler deres forældre. Derfor er det ikke kun vores eget liv, der påvirkes af vores valg – det er også den arv, vi giver videre. Når vi viser dem, at vi tør stå fast, selv når det er svært, lærer vi dem styrke. Når vi viser dem, at et mål er noget, man går efter – også når vejen er lang – lærer vi dem modstandskraft. Og når vi viser dem, at det betaler sig at vælge sundhed fremfor smutveje, giver vi dem en gave, de kan tage med sig videre i livet.
Noel er ikke så gammel endnu, men han kommer til at lære, at kampen er det værd, og at glæden ved at gennemføre noget med vilje og styrke er uerstattelig. Vi er ikke til de der tudebørn, som bliver fornærmede over det mindste – hvem gider forresten den slags børn? Nej, Noel skal lære at tage en udfordring op.
Lige nu er det de små ting, som at gå på de der mærkelige skum-“halvforme”, der ligger på gulvet. Det er uvant og lidt underligt for ham, men når han gennemfører hele ruten, ved jeg, at han vil mærke stoltheden i maven og lysten til at prøve igen. Han er stærk, og i morgen skal han til sin første prøvetime til gymnastik. Jeg håber, han synes det er sjovt, for så kan vi gå derhen sammen igen – og så er endnu en lille sejr lagt i kassen.
Og sådan er det jo med livet: de små sejre bliver til de store. Det er ikke én kamp, der former os, men summen af de mange små, vi har kæmpet og vundet. Når Noel lærer det, lærer han ikke bare at klare en bane i gymnastiksalen – han lærer at klare livets bane.
