Dagene går en efter en og Noel er nu blevet to år og sikke en udvikling. Lige nu i fasen at mor, far og Dada er de bedste i hele verden og de skal helst ikke gå for langt væk, men det er vi hellere ikke. Noel og jeg var hos bedste og faster igår og sige hej og få en kop kaffe. Noel elsker at være dernede og vi tager derned igen idag og siger hej og bliver klippet så vi begge to er fine til festen lørdag og søndag.
Vi skal lige forbi R-Bakery og hente et par romkugler for vi er løbet tør og Noel elsker dem. Han har jo en god smag den lille purk 🙂 Når jeg kigger på ham og det gør jeg meget, så tænker jeg som regel tusind tanker på hvad der skal blive af den lille mand vi har fået ansvaret for.
Ting jeg slet ikke havde troede jeg skulle forholde mig til. Eller andre ting som hvordan bliver han en god og kærlig dreng. Hvordan lærer man ham at tænke på andre både stor og lille. Jo mange ting man skal forholde sig til og gudskelov har jeg mange omkring mig både svigerfamilien og egen familie. Så må vi hellere ikke glemme hans mor og så ens egen fornuft.
Jeg tænker meget på når hans skal i skole på et tidspunkt hvad så. Jeg husker jo min egen skoletid som ikke var så god . Der var jo mange ting der spillede ind. Jeg flyttede fra Syd til Nord. Kom ind i et rigmands kvarter. Jeg fandt ud af at jeg var til samme køn og alt det gjorde det svært.
Jeg er begyndt at læse meget ligenu om 2 årige, hvilken udvikling kan man forvente og hvad skal man forholde sig til. For os handler det om at ruste ham til den verden han er en del af og det er både på godt og ondt. Næste gang bliver bogen om 3 årige og således vil jeg hele tiden følge med at hvad kan vi forvente og hvad skal vi være obs på.
Jeg faldt også over en artikel omkring børn og skole og ja det er sgu ikke løgn det man læser og hvorfor fik man børn når man ikke gør det bedre ?
Jeg er glad for at jeg går hjemme nu og de sidste tre dage har jeg været alene med Noel og jeg elsker det. Hold da op hvor har vi hygget og ja så er det hellere ikke alle dage han kommer i vuggestuen og det elsker han også. Vi har leget og hele stuen roder med hans legetøj. Vi spiller fodbold, vi putter i sofaen med puttedynen og han giver en så mange krammere og kysser at man bliver hel blød i knæene hvis man ikke allerede var det.
Hvorfor er vi endt her?
Når jeg læser de barske tal om børn og unge i mistrivsel, kan jeg ikke lade være med at spørge: Hvordan er vi kommet dertil? For børn fødes jo ikke med lavt selvværd eller skoletræthed – det er noget, der formes undervejs.
Noget af forklaringen ligger i social ulighed. Nogle børn vokser op i hjem med overskud, ro og støtte til lektier, mens andre må leve i familier præget af økonomiske problemer, sygdom eller uro. Det giver vidt forskellige udgangspunkter.
Samtidig møder børn et stigende forventningspres. De skal præstere fagligt, være sociale, se godt ud og klare sig i fritiden. Mange oplever, at de aldrig helt slår til, og det slider på selvværdet.
En anden vigtig faktor er manglen på nære relationer. Lærere med alt for store klasser får svært ved at se og rumme det enkelte barn. Men netop følelsen af at blive set og mødt er grundlaget for al læring.
Hertil kommer den digitale tidsalder. Skærme fylder enormt meget, og børn sammenligner sig konstant med andre. Det kan give uro, mindre fysisk aktivitet og færre rigtige fællesskaber.
I mange familier spiller også tiden og roen en rolle. Når forældrene selv er pressede af job og hverdag, er der mindre nærvær til børnene, selvom viljen er der. Og så mærker børnene uroen i de voksnes liv.
Og så er der det helt store problem: systemet, der svigter. Alt for mange børn med særlige behov – ADHD, autisme, angst – får ikke den støtte, de har brug for. Skolen mangler ressourcer, og børnene falder mellem stolene.
Alt dette tilsammen skaber den virkelighed, vi ser i dag. Det er ikke børnene, der har fejlet. Det er os voksne – forældre, skole og samfund – der ikke altid har formået at give dem de rammer, de fortjener.
