Far døde den 15. juli 1994. Jeg var lige gået på ferie, og jeg husker stadig den dag, som om det var i går. Det er nu 31 år siden, og alligevel føles det nogle dage som om han bare lige har været her. Siden Noel blev født, er savnet kun vokset. Jeg tænker på ham hver eneste dag. Ikke bare som et menneske, jeg mistede alt for tidligt, men som en far jeg elskede ubetinget – og stadig gør. En far, der formede mig, gav mig værdier, gav mig styrke, og som uden tvivl ville være uendeligt stolt af det liv, jeg har skabt.
Jeg ved, at han ville have været stolt af mit arbejdsliv og alt det, jeg har kæmpet mig frem til. Ligesom ham har jeg haft disciplinen, målrettetheden og viljen til at komme helt i mål. Det var de egenskaber, der fik ham til at gennemføre marathonløb og lange distancer, og det er de samme egenskaber, jeg bar med ind i mit arbejdsliv. Uden dem havde jeg aldrig stået dér, hvor jeg har stået. Den styrke var hans gave til mig.
Han ville snart være fyldt 96 år. Og havde han holdt sig lige så godt som mor, så havde jeg ringet til ham den dag den første sne faldt og sagt: “Gamle, nu skal du ud og kælke med dit barnebarn.” Jeg ser det for mig så klart: farfar bag på kælken, Noel foran ham, og deres grin som ekko mellem bakkerne. Jeg ville have stået på toppen af bakken og set de to suse ned, præcis som jeg selv gjorde som barn i Vordingborg, når vi kælkede ved Gåsetårnet. Dengang var der sne. Rigtig vinter. Vi stod på skøjter hvert år – det var lige så sikkert som amen i kirken.
Det gør ondt, at far ikke fik lov at følge os længere. At han ikke nåede at møde Noel, for han ville have elsket ham så højt, at hele verden ville have kunnet mærke det. Han ville have sat sig med ham i stuen, læst bøger, fortalt røverhistorier, og hver gang ville han have kigget på mig med det blik, jeg kendte så godt – fyldt med stolthed, varme og en kærlighed, jeg aldrig har tvivlet på. Far elskede mig overalt på jorden, og jeg elskede ham lige så højt tilbage. Det gør jeg stadig.
Han accepterede mig som den, jeg er. Ubetinget. Og han ville uden tvivl have elsket Kenneth, som jeg har delt mit liv og min seng med i 20 år. Han ville have blinket til ham og sagt: “Det gør I to godt.” Og han ville have ment det.
Jeg savner ham hver dag. Og jo ældre jeg bliver, jo stærkere fylder det. Savnet er blevet større og ikke mindre. Det ramte hårdest, da Noel kom til verden. For jeg havde så meget, jeg gerne ville dele med ham. Så mange øjeblikke, hvor jeg ville have set ham sidde der med mit barn på skødet og mærke samme kærlighed, som han gav mig.
Jeg har endda skrevet en lille seddel til ham, hvis han skulle kigge forbi fra oven:
“Far… hvor er din bageopskriftsbog henne? Jeg mangler den.”
Hvem skulle have troet, at jeg ville blive familiens store bager? Men det er jeg. Og også dér ville han have været stolt. Jeg er en ægte Pedersen. Og havde jeg ikke været gift med Kenneth, havde jeg heddet Robert Piral Poulssøn Pedersen på dåbsattesten.
Det er ikke alle, der får lov til at beholde begge deres forældre. Kenneth mistede også sin far, og hans savn ligner mit. Vi ville begge så gerne have vist vores dreng til deres farfar og bedstefar. Lad ham sidde på skødet, høre historier, mærke den tryghed og kærlighed, som bedstefædre / farfar har en helt særlig evne til at give. Derfor er det så vigtigt at sætte pris på sine forældre, mens man har dem. Nærvær, ærlighed og kærlighed skal leves i nuet, for ingen ved, hvor længe vi får lov at blive her. Når livet en dag er gået, er det minderne, vi tager frem – og de minder vi selv giver videre til vores børn.
Som forældre er vi stolte. Det, vi har skabt sammen, er en dreng, der ikke ligner nogen andre. Noel er kommet til i kærlighed, han får masser af kærlighed, og han har tre forældre, der forguder ham. Han bliver forkælet, men han får også grænser – som alle børn har brug for. Det er sådan, de lærer forskellen på rigtigt og forkert.
Jeg ser ofte for mig, hvordan far ville have siddet i min stol, slået ryggen tilbage, med Noel siddende ovenpå sig, mens han fortalte historier fra sin ungdom. Savnet bliver ikke mindre. Men jeg holder fast i troen på, at han kigger med et sted fra. At han nikker og siger: “Godt gået, min dreng.”
Heldigvis har Noel sin bedstemor, farmor og mig – sin Dada. Og en dag, når jeg ikke er her, står der mange klar til at fortælle ham, hvor højt han var elsket. De vil tage ham med til kirkegården i Ishøj, hvor hans bedstefar ligger, og han vil kunne hilse på os begge.
Jeg tager alle de dage, jeg kan, alene med Noel. Jeg nyder dem, hvert eneste minut. Og jeg har tusindvis af billeder klar til ham, når han bliver ældre og forstår mere. Fra min egen barndom er billederne få. Det var dyrt at tage og fremkalde billeder dengang. Men jeg savner især ét – et skolefoto fra Vordingborg eller Nordsjælland.
Om små ti dage er det fars fødselsdag. Samme dag som min guddatters. To mennesker jeg elsker ubetinget. Jeg tror, jeg holder Noel hjemme og tager et lille trip til Nordsjælland. Først forbi hans farfars grav med en julestjerne og et lys. Han har prøvet det før. For jeg prøver at lære ham alt det gode ved kristendommen – ikke overdrevet, men menneskeligt: at alle skal behandles med venlighed, at man ikke forfordeler nogen, og at alle fortjener kærlighed og opmærksomhed. Og så selvfølgelig Noels varemærke – et lille vink med højre hånd og, hvis man er heldig, et flyverkys.
Derefter går turen til Hornbæk til hans farmor, som forguder ham og elsker at forkæle ham, ordet røvforkæle er nok det bedste ord der beskriver den kærlighed.
Jeg savner min far. Jeg elskede ham højere, end ord kan beskrive. Og selvom han har været væk i 31 år, så lever han videre i mig, i alt det jeg gør – og nu også i Noel.
Du gik, før livet var levet færdigt, far,
men kærligheden blev, som en stille ild
der aldrig slukker, aldrig vakler,
bare brænder varmt i mit bryst.
Jeg bærer dig med i alt, hvad jeg gør –
i måden jeg elsker,
i måden jeg kæmper,
i måden jeg rejser mig hver eneste gang.
Når Noel ler, tænker jeg på dig.
Når sneen falder, kalder jeg på dig.
Når stilheden falder, savner jeg dig.
Altid savner jeg dig.
Så længe jeg lever, lever du i mig.
Og i Noel lever du videre endnu en gang.
