En rejse tilbage til rødderne – og ind i mig selv

I anledning af min brors bog “En morder krydser mit spor. Kyndbymordet. En kvindeskæbne i 1800-tallets Danmark” tog vi på en tur tilbage til det område, jeg faktisk stammer fra. Min slægt på min mormors side har rødder i Kyndby-Krogstrup Sogn i Horns Herred, og det var her, min tiptipoldemors lillesøster, Karen Nielsdatter, i april 1863 begik et mord i landsbyen Kyndby.

Det var en ganske særlig oplevelse at gå rundt i landskabet, se omgivelserne med egne øjne og mærke historiens vingesus. Naturen og området er ubeskriveligt smukt, men samtidig bærer det på en tung fortælling, som nu har fundet vej til bogens sider.

Vi besøgte også de to kirker, som spiller en stor rolle i vores familiehistorie. Det var her, mange af vores slægtninge blev døbt, konfirmeret og begravet. At gå rundt på kirkegårdene var en stille og respektfuld oplevelse – i dag er de her kun åndeligt, men engang hvilede de netop dér.

Jeg glæder mig meget til at læse min brors bog og håber, der kommer flere. Han har i hvert fald nævnt, at han påtænker at skrive bogen om Skruefregatten Niels Juel, som deltog i slaget ved Helgoland i 1864, og hvor vores tipoldefar, Niels Christian Jensen, deltog og senere blev hædret med Ridderkorset i Sølv.

Min storebror fortalte også videre om vores tiptipoldemor, Ane Nielsdatter. Hun blev besvangret af en gårdmandssøn, Ole Olsen, der nægtede at vedkende sig faderskabet. Ane forlod derfor Horns Herred og endte i Vigersted ved Ringsted. Senere flyttede familien videre til Næstved, hvor arbejdet på papirfabrikken kunne give dem en ny begyndelse.

På min fars side har vi – så vidt vides – ingen med moderiske tendenser 😉. Der finder vi i stedet en slægt præget af fattigfolk, husmænd, en enkelt gårdejer samt vores farfar, der var uddannet mejerist.

Jeg elsker min storebror. Han er den bedste fortæller, man kan ønske sig, og altid forberedt på det, vi skal se. Det gør historien endnu mere levende. Han er også den, jeg altid har været tættest knyttet til gennem min barndom, og det bånd har vi fastholdt gennem alle årene. For et par år siden fik jeg endda den ære at blive gudfar til hans andet barnebarn, Anton – en ære, jeg er så taknemmelig for.

På vores tur talte vi også om min spring-ud-historie. Hvem havde troet, at min far ville acceptere det med det samme? Men sådan var han. Typisk for min far sagde han: “Er der nogen, der generer dig, kommer jeg efter dem.” Jeg elskede ham endnu højere for den reaktion, for på den tid var det slet ikke almindeligt at stå åbent frem. Homoseksualitet var så tabubelagt, at de fleste af os holdt vores mund. Men min far gav mig modet til at være mig selv.

Rejsen ind i mig selv har jeg tænkt og skrevet meget om de seneste år. Hvordan var min barndom? Hvordan var min ungdom? Hvem var der – og hvem var ikke? Hvordan endte jeg pludselig på et værelse tæt på mine forældre? Senere flyttede jeg rundt til forskellige boliger, og hvad gjorde, at jeg havnede der, hvor jeg er i dag? Det har været en lang rejse – fortællingen om én, der bestemt ikke havde en guldske i munden, men som måtte kæmpe med det, livet bød, og få det bedste ud af det.

Min far døde, da jeg var 39 år gammel, og savnet efter ham er stadig stærkt i mig. Jeg har taget navnet Poulssøn, som man gjorde i gamle dage, for at bære ham med mig. Det føles rigtigt, som en måde at ære ham på og minde mig selv om, hvor meget han betød i mit liv.

Jeg husker timerne med ham, så tydeligt som var det i går. Jeg var den, han løb med, den, han delte sin tid med. Vi spillede skak, både hjemme og i skakklubben, og jeg elskede de stunder, hvor verden forsvandt, og det bare var os to, der sad bøjet over brættet. Der var ro i det – og en dyb forbindelse mellem far og søn.

Savnet kan stadig ramme mig hårdt, men jeg finder trøst i at vide, at de minder og den kærlighed, vi delte, lever videre i mig. Hver gang jeg tænker på det, kan jeg næsten høre hans stemme, hans små kommentarer og mærke det blik, han sendte, når han havde lagt en god fælde, jeg ikke havde set.

At være Poulssøn er ikke kun et navn – det er en del af mit hjerte. Nu, hvor jeg selv har en søn, drømmer jeg om at give ham det samme. Ikke nødvendigvis præcis de samme oplevelser, men den samme følelse af at høre til, af at blive set og af at have en far, der altid står bag ham. For mig er det en gave, jeg fik af min far, og som jeg bærer videre til den næste generation.

Det er i de små ting, det sker. Når vi leger, når vi deler stilheden, når jeg mærker, at han kigger op på mig og finder tryghed. Så ser jeg min far i det hele – og jeg håber, min søn en dag vil se det samme i mig.

Som 26-årig blev jeg ramt af alle de nyheder, der dengang fyldte medierne. Aids blev i 1980’erne døbt “bøssepesten”, og der blev ikke sparet på de hårde gloser. “Bøsser ramt af sjælden kræft”, skrev Politiken i 1981. “Frygter bøssesygen bliver en dansk epidemi”, lød det i Aarhus Stiftstidende i 1983. Og samme år kunne Ekstra Bladet fortælle: “Nu tør folk ikke længere drikke kaffe med bøsser.”

Der var stor uvished om smittevejene. Man vidste, at sygdommen smittede via sex og blod, men tungekys og drikkeglas var en gråzone. Frygten var overalt.

Min fortælling vil derfor komme til at fylde meget – for det handler både om kampen med mig selv og den tid, jeg levede i. Derfor var det også så spændende at dykke ned i, hvor jeg egentlig kommer fra. Hvor var mine rødder på mors side? Smukkere steder kunne man næsten ikke komme fra. Men samtidig er det også en historie om fattigfolk, der kun lige havde til dagen og vejen. Mennesker, der blev underlagt deres herremænd og sjældent blev regnet for noget. På mange måder ikke så forskelligt fra, hvordan man i gamle dage behandlede sorte, der blev fanget og solgt som slaver.

Jeg spurgte også ind til vores rødder på fars side. Min storebror ved meget, og jeg er nysgerrig efter at lære og høre endnu mere. Mine erindringer skal rumme hele billedet – begge sider af familien – og de skal fyldes med så meget sandhed, som det kristne menneske, jeg er, formår at fortælle.

Hele turen blev krydset med en lækker frokost på Gerlev Kro en kro som helt sikkert kunne fortælle mange historier for bygningen er opført omkring år 1800. Kroen blev først kro og serveringssted i 1967. Vi spiste og hyggede videre og John betalte som en god storebror nu skal gøre 🙂

Tak for turen storebror 🙂