Dagene går bare derudad, og nu kan jeg kigge tilbage på et ikke så godt forår. Masser af allergier og en ny hudsygdom kom ind i min krop. Det har nu ikke slået mig helt ud, for der er stadigvæk en masse godt i vores verden trods krige, død og ødelæggelse overalt.

F.eks. er jeg barnefødt ind i en familie med i alt fire børn. Det vil sige, at jeg har to brødre, som er ældre end mig, og en lillesøster. Igennem det, at jeg er ved at skrive mine erindringer, kommer der hele tiden nye ting frem, som skal undersøges. Ting man ikke var klar over, eller bare ting man i dag sætter spørgsmålstegn ved og siger: “Jamen, var det i orden, at det blev sådan?”

I mange familier er det ikke alle, der er på talefod med hinanden, og mange ser ikke hinanden. At jeg har to andre søskende udover min storebror John, som jeg er tættest på, handler jo også om, hvorvidt man vil investere i sine søskendeforhold. At tingene skal gå begge veje, og måske vigtigst af alt, at være ærlig om, hvordan ens liv er.

Jeg er bestemt ikke uvenner med dem. Jeg tror bare generelt, at vi har levet vores liv uden tanke på, at man rent faktisk har søskende, man er vokset op med, og som faktisk burde være dem, man var bedste venner med.

Jeg har altid været meget åben. Har aldrig lagt skjul på, at mit liv har været hårdt. Nogle kan virkelig ikke forstå, at jeg stadigvæk står oprejst efter alt det, jeg var igennem fra jeg var tilflytter til Nordsjælland i 1966 og så til, hvor jeg er i dag. En lang rejse med rigtig mange dårlige timer. En tid hvor jeg boede alene i København og ikke kendte nogen.

Det tragiske skete, at min far gik bort alt for tidligt den 15. juli 1994, og det er en sorg – eller nærmere et savn – jeg stadig bærer i mit hjerte. Jeg ville så godt have haft, at han havde mødt Kenneth og ikke mindst vores søn, og han ville have været en fantastisk oldefar.

Jeg ser ham foran mig med Noel på det ene ben, mens han rider med ham ud over prærien, og Noel griner over hele hovedet. Hans død kom jeg over, men sandelig aldrig savnet over min far, for han var der i mit liv, hvor jeg havde allermest brug for en skulder, et klap på skulderen, et blink i øjet og en sætning som: “Det skal nok gå, Robert.” Kærligheden lyste ud af hans øjne, og når jeg kiggede på dem, kunne jeg kun give ham ret. Fuck, jeg savner ham ❤️

Nå, lige tilbage til søskende og forhold. Man skal jo investere, hvis det er det, man vil. Ofre den tid det kræver, være god til at invitere og selv være god til at komme, når der bliver kaldt til familiesammenkomst.

Det kan godt være, at ens liv måske ikke er ønskelivet for andre, men ved at være ærlig og fortælle: “Sådan er det altså, og det er de lig, jeg har med i lasten,” så ville der måske også være mere at leve for og f.eks. gøre noget ved det, man er utilfreds med.

Jeg bakker helt ud, når der bliver løjet. Vi er ikke perfekte som mennesker, men ærlighed er det vigtigste. Gud tilgiver alt, og tvivler du, så tager jeg dig gerne med ned i min kirke, så du selv kan mærke, at han er der.

Storebror John og jeg skal nu til at ses meget mere, for jeg er gået på pension. Så skal vi drikke masser af vellavet te og ikke mindst spise mit altid lækre surdejsbrød. Vi skal ind til København, hvor John vil fortælle Danmarkshistorie, og jeg vil fortælle og vise ham det, som blev mit liv på godt og ondt.

I København har vi faktisk verdens ældste bøssebar, og der skal vi drikke en øl sammen. Jeg vil fortælle ham om Pisserenden, trækkerdrengene på Rådhuspladsen og ikke mindst mit møde med storbyen.

At jeg elsker min storebror John, er der ingen, der kan være i tvivl om, for når jeg kigger tilbage – også fra vi blev lidt større – har han altid været der og hjulpet, når han kunne. John havde altid penge, jeg kunne låne. De skulle bare betales tilbage 🙂

Billedet er selvfølgelig med vores far og John og jeg 🙂