Jeg har været inde og læse en del om mine allergier den sidste tid, og i onsdags talte jeg med Astma- og Allergiforbundet. Som jeg også skrev tidligere, sagde hun noget, der faktisk satte tanker i gang. Hun mente ikke, at udbruddet på min næse og i ansigtet nødvendigvis skyldes allergi. Hun sagde direkte: “Jeg tror, du har en hudsygdom, der hedder rosacea.”

Jo mere jeg læser om rosacea, og jo mere jeg kigger på mig selv, jo mere tror jeg faktisk, hun har ret. Gudskelov findes der gode behandlingsmuligheder, men også en del ting, der kan trigge opblusninger – og mange af dem har jeg nærmest selv haft på min mentale liste længe.

Stærke krydderier som chili, peberrod, spidskommen og sort peber. Det er lidt sjovt, for spidskommen og sort peber havde jeg allerede selv markeret som problematiske.
Varme drikke og alkohol – især kaffe, te og rødvin. Rødvin har jeg længe vidst, jeg ikke tåler.
Histaminrige fødevarer som lagrede oste, forarbejdet kød og visse fisk.
Sukker og raffinerede kulhydrater – de “hvide” kulhydrater.
Citrusfrugter og tomater, som for nogen også kan være udløsende. Det overrasker mig heller ikke.

Træning er faktisk ikke forbudt – men det kræver omtanke. Kroppen skal holdes kølig, pauser er vigtige, koldt vand hjælper, og et køligt træningsmiljø er klart at foretrække.

Og ja… dem der kender mig, ved godt, at hvis man begynder at pille ved min træning, så går jeg lidt i baglås. Det er det værste, man kan pille ved. Træning er ikke bare noget, jeg gør – det er en del af, hvem jeg er.

Jeg har fået en henvisning til en hudlæge, og når jeg får talt med ham, er jeg sikker på, at der findes noget, der kan dæmpe symptomerne. Hvis jeg samtidig passer på alt det andet, så skal det nok gå. Hvis jeg ikke kunne træne, kunne man ligeså godt købe en kiste til mig – for det ville simpelthen være for meget at forlange.

Cardio er også vigtigt for mit forhøjede blodtryk, så man kan sige, det er pest eller kolera. Jeg vælger træning og et bedre blodtryk frem for at lade udslet og gener styre mit liv.

Jeg startede allerede onsdag aften med at droppe sukker og koffein. Og hold nu op, hvor er det vildt, hvordan kroppen reagerer. Jeg har haft hovedpine i to dage, sovet dårligere end normalt (selv når Noel er hos os), og kroppen føles som om den er i gang med en større oprydning. Men jeg fortsætter – for jeg ved, det stopper på et tidspunkt, og så kommer belønningen.

Jeg skrev med vores gode veninde Monica, som selv har droppet sukker og kaffe. Hun skrev, at det er helt vildt, hvor meget pænere ens hud bliver. Og dét ser jeg virkelig frem til.

Jeg savner min kaffe. Rigtig meget. Jeg købte koffeinfri kaffe i Bilka i går og må lære at drikke kaffe, der kun er halv så varm, som jeg plejer. Jeg er også begyndt at spise flere grøntsager, og det er faktisk helt okay – jeg ved jo, hvorfor jeg gør det, og hvad målet er.

Jeg har ikke indtaget mælkeprodukter i fem dage, og min ellers tynde mave har været helt rolig siden. Det ryger direkte på listen. Næste uge prøver jeg langsomt med laktosefri yoghurt og ser, hvordan kroppen reagerer. Det er en god proteinkilde i forhold til min træning og ombygning fra fedt til muskler, så jeg håber, det kan fungere.

Fredag og lørdag var jeg ekstremt træt, men her til morgen havde jeg faktisk mere overskud. Jeg tror helt klart, det hænger sammen med, at jeg ikke længere indtager koffein – for det blev der en del af før. Nu mangler jeg bare at finde en sodavand, jeg kan tåle: uden koffein, med meget lidt sukker, og uden kunstige sødemidler, som jeg heller ikke har det godt med.

Ja… det er en lang sygdomshistorie. En kamp, der egentlig startede helt tilbage omkring 2004–2005. Men som min kære far altid siger: Der er ingen grund til at hidse sig op over ting, man ikke kan forandre. Og han har jo ret.

Der er mennesker, der er langt værre stillet end mig. Nogle har døden tæt inde på livet. Andre er helt alene i verden.

Jeg har trods alt verdens sødeste mand gennem 20 år, de bedste venner man kan ønske sig – og det mest dyrebare af alt: min lille søn. En dreng, der nogle gange kan sno mig fuldstændig om sin lillefinger. Hans far vil sige “hver gang” – og han har næsten ret.

Han er en fantastisk lille fyr, fuld af liv, grin og charme. Jeg glæder mig så meget til at se, hvordan han udvikler sig, hvem han bliver som menneske. Der er heldigvis lang tid endnu.

Han skal lære at spille skak. Han skal lære at være i køkkenet, lave mad og bage brød. Egenskaber, der er vigtige – så han en dag kan lave lækker mad og brød til sin kone.

Her til morgen kaldte han på mig, fordi han savnede mig. Jeg var kun to meter væk – på toilettet. Da vi gik ned ad trappen sammen, sagde han så sødt: “Åh… åååhhh,” med tryk på. Jeg kunne ikke lade være med at grine.

I dag står den på cardio for mig, mens Kenneth slapper af med Noel. Han skal have ro til at komme sig helt, for han døjer lidt med forkølelse og hoste.

Og livet? Det går videre. Ikke perfekt. Men ægte. ❤️