Jeg går jo hjemme for tiden, og lige nu er der fuld fart på med killingerne og vores søn – så det dér med at slappe af og finde på, hvad jeg skal lave, det findes ikke. Men pludselig kommer der et hul i kalenderen, og så ved jeg, at jeg skal begynde at tage flere billeder ude i naturen, få gået nogle ture og samlet nye oplevelser op.
Herhjemme fylder vores søn alt. Jeg nyder virkelig de nætter, hvor han nogle gange kalder på min finger – og jeg stikker den ned til ham. Han griber den og sover videre. For ham betyder det alt at mærke den tryghed. Og vi har det fint med det, for jeg – eller vi – skal ikke bestemme, hvordan han har det inde i sin lille krop, eller hvilket behov han har.
Som delebarn betyder det meget for ham at mærke, at vi er her. Om det handler om frygten for at miste, ved jeg ikke – men skal jeg give ham min finger i ti år endnu, så gør jeg det. Det vigtigste, man kan gøre som forælder, er jo at sikre, at ens barn er trygt og trives. Når barnet mærker ubegrænset kærlighed, så er der god chance for, at det får et godt liv.
Så handler det om tryghed – ja, så får han fingeren.
De sociale medier og familien
De sociale medier fylder meget i alles liv, og jeg har mange på min venneliste – men jeg kender dem faktisk ikke rigtigt. Jeg har besluttet at rydde mere op, så kun familie og de allernærmeste venner bliver tilbage.
Det er egentlig lidt pudsigt: Man kan have en stor familie, men alligevel ikke særlig meget kontakt. Er det de sociale medier, der gør, at vi “følger med” i hinandens liv og derfor ikke føler behov for at ses? Eller handler det om afstand, at man er vokset fra hinanden – eller måske noget helt tredje?
Mulighederne er mange, men jeg tror, mange vælger deres egen “familie” i form af kollegaer, venner eller mennesker, de bare klinger med. Jeg har et rigtig godt forhold til min familie – vi er hverken uvenner eller skændes – men vi lever alle vores egne liv med vores børn og familier. Når vi så endelig ses, så er der latter og grin, og det er jo det vigtigste.
Minder, brødre og begyndelser
Jeg skriver og taler meget med min næstældste bror, og nu hvor jeg er blevet pensionist, skal vi ses noget oftere. Vi skal høre om hinandens liv – og han får altid røde ører, når jeg åbner op om min ungdom.
Det blev aldrig til en uddannelse, men min flid og de evner, jeg havde arvet, gjorde, at jeg endte som lagerchef i forskellige firmaer gennem 35 år – og jeg elskede det.
Mit liv sejlede derudaf i 90’erne, men rødderne går længere tilbage – helt til dengang vi flyttede fra Vordingborg til Nordsjælland i 1966. Jeg er i gang med at skrive mine erindringer, og jeg ved endnu ikke, om de skal udgives. Jeg oplevede HIV og AIDS på tæt hold og mødte mange skæbner undervejs. Den tid sidder stadig dybt i mig.
Jeg husker tydeligt, hvor bange jeg var dengang for at dyrke sex med en fyr – tænk, hvis man blev smittet. Hvad ville familien sige? Hvad med arbejdspladsen? Og så den dag, den 15. juli 1994, hvor solen forsvandt, da min far lukkede sine øjne efter et kort kræftforløb.
Tiden nu
Mange historier ligger bag mig – og nu hvor Noel er blevet så stor, at der igen bliver mere tid, skal jeg skrive, mindes og tale med mine søskende. Jeg glæder mig til at se min lillesøster mere. Tilbage i 2008-2009 gik vi ofte i biografen sammen og så de skæve film. Det kan vi sagtens genoptage, for det ligger i os begge.
Her fra Townhouse ønsker jeg jer alle en god weekend.
Og til min bror i Portugal – jeg savner dig ❤️
