Hver anden dansker inviterer sjældent folk hjem til mad – medmindre det er til fødselsdag, højtid eller en særlig begivenhed. Og hver fjerde dansker inviterer aldrig, eller kun måske én gang hvert halve år. Mange føler et pres: hjemmet skal gøres klar, der skal handles ind, der skal præsteres. Samtidig er en stor del af vores sociale liv flyttet over på de digitale platforme.
Vi har fået et andet forhold til vores hjem. Nu vil vi selv bestemme, hvem der må kigge ind – og hvilket blik, der må se os. Hjemmet er blevet mere privat, og det er i høj grad den ældre generation, der stadig inviterer. De unge gør det sjældnere. De mødes måske ude, går en tur i skoven, eller kysser ved gadekæret. Det er bare en anden tid.
Jeg kan godt forstå det. Måske handler det om tryghed, måske om kontrol. Og måske også om den tid, vi lever i. Jeg mærker det selv – jeg trækker mig lidt mere, bliver mere selektiv. Måske er det alderen, måske bare en naturlig udvikling. Jeg er jo stadig kun 29 i hovedet, og det er ikke helt forkert, for mange har det faktisk på samme måde.
Det kommer ikke bag på mig. Samværet mellem mennesker er blevet noget underligt noget. Jeg savner det gamle homoliv – dengang man mødtes. På caféer, privat, hos hinanden. Man var noget for hinanden. Det føltes ægte. Det var i gamle dage. Nu siger de kloge, at de unge jo stadig har masser af venner – de er bare online med dem. De sidder i sengen og skriver, i stedet for at mødes fysisk.
De unge inviterer sjældent på mad, mens vi fra den ældre generation næsten gjorde en dyd ud af det. Man ville vise gæsterne sin nye have, sit nye køkken – sin stolthed. Det var en del af vores sociale liv. I dag er det blevet skubbet ud i det digitale, og man skal ikke nødvendigvis se det som et tab – bare som en forandring.
Men vi, der voksede op dengang, husker, hvordan vi legede sammen nede i gården. Vi lærte regler, vi lærte at løse konflikter – og vi lærte, hvordan man opfører sig. Det var også dengang, man blev opdraget af sine forældre.
Man sad pænt ved bordet og spiste. Man rendte ikke rundt og legede midt i måltidet. Det har jeg taget med videre. Noel sidder pænt ved bordet og spiser sammen med os, og når han er færdig, får han lov til at gå ned. Der vanker ikke mere mad bagefter, og han skal ikke tro, at man kan sidde og lege og spise på samme tid.
Vi som forældre har et ansvar for at opdrage vores børn – så de ikke ender som de såkaldte “PDO-børn”. For det handler om at lære dem at tilpasse sig, acceptere regler og forstå, at de gælder for alle.
Man kan ikke sige til sit barn: “Du må ikke have telefonen / Ipad, når vi spiser,” og så selv sidde med sin egen. Det er dobbeltmoralsk. Og den gamle undskyldning “jeg er voksen” – den virker ikke. Børn forstår ikke den slags forskelsbehandling.
At have børn handler om én ting: tid og kærlighed. Alle børn i en familie skal have de samme regler, de samme vilkår og den samme mængde kærlighed – uanset om det er dine, mine eller vores fælles børn. Det er kærligheden, der former dem.
Man bliver belønnet senere i livet. For en dag ser man tilbage og tænker: Jeg gjorde det rigtige. Godt, at mit barn ikke skulle igennem det samme, som jeg selv gjorde.
Jeg tænker tit på mit eget liv. Det har ikke været en dans på roser. Jeg flyttede med familien i 1966 og kom i en skole, jeg ikke kunne lide – i et område, der var lidt snobbet. Og jeg havde allerede dengang en fornemmelse af, at jeg ikke tændte på piger. Alt det kan man senere læse mere om i mine erindringer.
Men vigtigst af alt: Vi skal lære Noel at kæmpe for sin fremtid. Intet kommer af sig selv. Med flid og dygtighed kan han nå langt – og vi vil gøre alt for at give ham de bedste muligheder. Det handler om kærlighed, nærvær og opdragelse. For så bliver han et barn, der trives – ikke et barn med bogstaverne PDO.
Vi var lige forbi i sidste uge og hygge med mor, som blev 91 år i torsdags. Det er sgu godt gået – og bare vi andre også får lov til at nå så langt en dag. Hun var i rigtig godt humør, og vi fik en hyggelig eftermiddag med kaffe, grin og minder.
Vi gav mor endnu et stykke porcelæn i Flora-serien fra Royal Copenhagen, og jeg må indrømme, at jeg normalt ikke har været til porcelæn derfra. Men lige præcis den serie tænder mig. Den har noget særligt over sig – det er klassisk, men alligevel friskt og anderledes. Jeg forstår godt, hvorfor mor er faldet for den, for vi har ofte samme smag.
Og ja, jeg går selvfølgelig ud fra, at det skal jeg da arve, når den tid kommer om 10–20 år 🙂 Jeg tror faktisk, jeg selv skal til at samle på den serie – nu skal jeg bare finde ud af, hvad det skal være. Som jeg plejer at sige: det skal være det rigtige fra starten, for der er ikke noget, der er næstbedst.
På en helt anden note: jeg har været i dialog med Netto, for jeg er simpelthen så træt af, at de lokker med tilbud, men ikke køber ordentligt hjem. De trækker folk ned i butikken med flotte reklamer, og når man så står der, er hylderne tomme. Så ender man med at købe noget andet – og det er jo lige det, de håber på.
Det gider jeg ikke mere. Jeg dropper stille og roligt Netto og går over til Rema1000 og Lidl. De sidste 2–3 uger har de haft ost, smør, laktosefri produkter og æg på tilbud, men selvom jeg har været i flere butikker, var resultatet det samme: udsolgt.
Så nu må de altså klare sig uden mig.
