Når man tænker tanker!

Når de små skridt føles kæmpestore

Der er stille i huset i morges. Kenneth kører Noel i vuggestue, og jeg venter besøg af min bedste veninde, som sjovt nok også er mor til mit allerførste gudbarn. Livet er pudsigt sådan.

Jeg kunne faktisk have haft tre gudbørn. Sådan blev det ikke. Nogen fik deres vilje, og jeg stod tilbage med en følelse af øv. Det er mange år siden nu, men det ændrede noget mellem os. Den sten, vi stod på sammen, slog en revne, og siden har vi ikke været så tætte – selvom vi er familie.

Men jeg overlever. Det gør jeg altid, når noget går mig på. Det er en egenskab, jeg har arvet fra min far, og som jeg virkelig sætter pris på: evnen til at rejse sig, acceptere og gå videre uden at blive bitter.


At være far – og hele tiden ville gøre det rigtige

At være far er noget af det største. Det er både smukt og sårbart. Vi prøver hele tiden at mærke efter og læse, hvad der er bedst for vores søn. Hvordan gør vi det rigtige? Og hvad er egentlig det rigtige?

Snart står Noel over for tre store skridt:
Han skal smide sutten.
Han skal i børnehave.
Han skal lære at gå på potten selv.

Tre kæmpe forandringer i et lille menneskes liv.

Jeg har læst, at man ikke skal gøre det hele på én gang, for hvis man ændrer for meget samtidig, kan hans lille verden føles utryg. Derfor tager vi det i et tempo, hvor han kan følge med.

Vi erstatter sutten med tryghed i andre former. En ny, blød krammebamse er bestilt, med hans navn broderet på øret. Måske kan den blive hans nye trøst, når savnet eller trætheden rammer. Antallet af sutter i sengen skal også ned. Han har været vant til at have tre til fem liggende omkring sig, men nu bliver det maks én – og kun den i munden.

Vuggestuen har gjort det klart, at når han starter i børnehave, skal de tre ting helst være på plads. Så vi forældre får nok at se til.


Dada’s finger i natten

Han er en lille, fantastisk fyr.

I går havde han haft en rigtig god dag, sagde Mathilde i vuggestuen. Mit svar var, at en god nattesøvn gør underværker. Vi passer virkelig på hans sovetider og de timer, han får.

I nat vågnede han efter små to timer og græd. Han havde rakt hånden ud for at finde Dada’s finger, men Dada sad i stuen. Jeg skyndte mig op, tog ham i armene og trøstede ham.

Jeg spurgte, om han græd, fordi han ikke kunne finde Dada’s finger. Han nikkede ja, mens hulkene stadig sad i kroppen. Jeg sagde til ham, at nu var jeg der, og så behøvede han ikke græde mere.

Kort efter aftalte vi, at jeg lagde ham tilbage i sengen. Jeg lagde mig ved siden af ham, og vores fingre fandt hinanden i mørket igennem tremmerne på sengen. Senere på natten kunne jeg mærke hans hånd søge igen og sådan gik natten.

Når han er ked af det, rammer det mig lige i hjertet. Instinktivt får jeg lyst til at fjerne al hans smerte. Men jeg ved også, at han skal lære at være ked af det – og mærke, at han bliver god igen. At følelser ikke er farlige. At de går over.


Børn er ikke maskiner

Hans nye krammebamse lander i starten af næste uge. Jeg håber, han tager den til sig, og at den kan blive en ven i overgangen væk fra sutten.

Han er også begyndt at sige flere bogstaver nu. Det er rart at høre sproget vokse. Men børn er ikke ens. Nogle går som ni måneder gamle, andre taler, når de er halvandet. Man kan altid finde noget at sammenligne med, men det giver sjældent ro.

Børn er ikke maskiner. De skal ikke sammenlignes med hinanden. De skal mødes dér, hvor de er.

Jeg har aldrig haft travlt med at blive bekymret over, at han ikke kravlede på et bestemt tidspunkt eller begyndte at gå på en bestemt dato. Som jeg sagde dengang: Han går helt sikkert inden skolestart.

Det vigtigste er, at han trives.


Et regnbuebarn

Han er et regnbuebarn. Han har to hjem. To fædre og en mor. Én uge hos os og én uge hos mor og storebror. Det er hans normale verden.

Vuggestuen skrev forleden, at han er utrolig kærlig, omsorgsfuld og en glad dreng, der elsker at være kreativ. Måske leger han ikke så meget med jævnaldrende endnu, men det gjorde hans far heller ikke. Der er altid noget arv, noget miljø og noget DNA i et barn.

Og så er han et frugtbarn. Vindruer, blåbær og hindbær – og nu også små æblestykker i den lille frugtskål, for frugt skærer vi ikke ned på.

Men han er også et chokoladebarn. For han ved godt, hvordan chokolade smager. Og sådan er livet vel også. En blanding af det sunde, det søde, det svære og det kærlige.

Og midt i det hele står vi og prøver bare at gøre det så godt, vi kan.

Relaterede indlæg