Når tankerne fylder – om liv, død og det, der betyder noget

Jeg har altid tænkt meget. Tanker har det med at fylde hos mig – både de gode og de tunge. De tanker, man ikke bare kan lægge fra sig, fordi de sætter sig i kroppen og i hjertet. På det seneste er døden også blevet en del af de tanker. Ikke på en mørk måde, men som noget uundgåeligt, noget der følger med livet.

Efter vi har fået en søn, er ønsket om at være her længe blevet stærkere. Man vil jo gerne nå det hele. Se ham vokse op, følge ham i livet, være der. Måske i 30 år endnu, hvis man selv kunne vælge. Men kan – og skal – man nå det hele? Eller handler livet i virkeligheden mere om at være taknemmelig for det, man får, mens man får det?

Døden kan vi ikke udsætte. Vi kan ikke springe den over, og vi kan ikke skubbe en anden foran os. Den er en del af livet og det eneste helt sikre, vi ved om et menneskes eksistens. Alligevel har der været en tid, hvor døden ikke fyldte menneskets bevidsthed på samme måde – i fortællingen om Edens Have, hvor verden var ny, og hvor livets træ gav evigt liv. En tanke, der stadig fascinerer.

Jeg tænker ofte, at døden kommer, når den kommer. Og når den dag engang gør, håber jeg, at vi har fået styr på de praktiske ting. At dem, der bliver tilbage, ikke står forvirrede og alene med alt for mange spørgsmål. I vores familie er arven enkel: Kenneth skal arve det hele. Og hvis vi begge skulle gå bort, skal vores søn arve alt, og så må formynderiet passer på pengene, indtil han er gammel nok. Det er ikke de rareste tanker at gøre sig – men de er nødvendige.

Jeg læste for nylig om Liam fra One Direction, der døde efter et fald i Argentina. Her var det ikke hans nuværende kæreste, men barnets mor, der fik ansvaret for formuen – omkring 240 millioner kroner – på vegne af deres fælles søn. Endnu et eksempel på, hvor vigtigt det er, at tingene er afklaret, hvis livet pludselig tager en uventet drejning.

Jeg har været nødt til at se på mig selv. Min allergi over for fødevarer, konserveringsmidler, parfume og andet påvirker mit blodtryk mere, end jeg tidligere har villet erkende eller vist. Derfor er jeg nu i gang med at passe bedre på mig selv. Ikke af frygt, men af omsorg – for mig selv og for dem, jeg elsker.

Vi fik vores søn hjem i går og havde en stille og dejlig aften sammen. Jeg puttede ham, og kort efter sov han trygt. Senere sad min mand og jeg sammen i stuen og hyggede lidt, inden vi gik i seng. De små, rolige øjeblikke betyder mere, end man tror og man kan kun smile når jeg ser manden tage Noels dyne, ryste den sagte og lægge den over ham 🙂 Ren kærlighed

Når vi har vores søn, er det mig, der står op med ham. Han får morgenmad, ser lidt tv, og sammen skifter vi fra nattøj til det tøj, han skal have på i vuggestuen. Der er kommet mere lyd i ham på det sidste – munden står ikke stille – og det er både sjovt og rørende. Han skal nok lære at tale, men i sit eget tempo. Jeg har ikke travlt og der tager jeg det helt roligt.

I morgen skal vi på Hillerød Sygehus for at få undersøgt hans rygsmerter. Først ultralyd, derefter røntgen, og til sidst en samtale om, hvad de er blevet klogere på. Det bliver en lang dag for den lille krop, og måske beholder vi ham hjemme dagen efter. Vi ved, der er noget galt når han siger “av” – så vi håber bare at vi får nogle svar.

I går sprang jeg træningen over og brugte i stedet dagen på at rydde op i hele huset. Killingerne blev flyttet rundt, så der igen kan komme en, der vil sove hos vores søn. Han elsker dyr. Om morgenen, når killingerne kommer hen til ham, bliver de kælet for, kysset og mødt med grin, når de slikker ham på hånden. Den glæde er helt ren.

I dag venter tidlig morgentræning. Der skal både være styrke og cardio, og jeg glæder mig, og det gør jeg hver gang jeg stempler ind i rummet. Træning giver mig energi og ro. Jeg er også begyndt at fokusere mere på sund mad med flere grøntsager og færre tomme kalorier. Jeg tæller kalorier, fordi jeg godt vil tabe lidt og den måde virker for mig. Kalorieunderskud er simpelt i teorien – det svære er at holde fast. Mine hjemmelavede boller er desværre tunge i regnskabet, så jeg er på jagt efter en grovere opskrift. Rugbrød tåler jeg ikke, så bollerne er en af mine livliner i at få noget at spise.

Midt i alle tanker og bekymringer vælger jeg at lægge mit liv i Guds hænder. Ikke fordi jeg kender morgendagen, men fordi jeg stoler på, at jeg ikke går alene. Livet er givet, ikke lovet, og hver dag er en gave. Derfor vil jeg leve med taknemmelighed, elske dem jeg har fået betroet, og huske, at håbet altid rækker længere end frygten. 🙏 Livet er skrøbeligt, smukt, uforudsigeligt. Og midt i alle tanker, planer og bekymringer prøver jeg at minde mig selv om én ting: at være til stede. Lige her, lige nu.