De sidste par uger har været lidt tunge. Allergien har drillet, og oveni fik jeg en blærebetændelse, som jeg stadig bokser med. Blodtrykket er også røget i vejret, så nu starter dagen med en pille. Jeg var hos lægen tirsdag, og for første gang i lang tid følte jeg faktisk, at jeg fik ordentlig hjælp – en oplevelse, man desværre ikke altid kan tage for givet. Denne gang af en kvindelig læge med tørklæde men hun er der nok ikke sålænge for hun virekde vanvittigt sød og dygtig.
Træningen er så småt i gang, men ikke i det tempo, jeg havde drømt om. Lige nu må jeg springe hver anden dag over, men planen er klar: når blodtrykket falder, skruer jeg op. Indtil da nøjes jeg med det, jeg kan, og får gået nogle ture – i gummistøvler og regnfrakke, for vi bor jo trods alt ikke i Grækenland.
Midt i det hele havde vi en stor oplevelse med Noel. Han var til 2-års samtale i mandags, og han fik så mange roser, at vi næsten svævede hjem. Det føles godt at se, hvordan den kærlighed og indsats vi lægger i ham, bærer frugt. Han tog også sit første rigtige tissetår på potten – helt selv efter at have sagt ja til sin mor da hun spurgte ham om han skulle tisse. . Små skridt, men store fremskridt.
Og så er der skolen og de unge. Jeg er helt på linje med, at telefonerne skal ud af undervisningen. De forstyrrer alt for meget og stjæler fokus fra det, der burde være i centrum: læring og dannelse. Samtidig håber jeg, at flere forældre indser, at curling ikke er kærlighed. Tværtimod er det et svigt, for når børn aldrig får ansvar, lærer de heller aldrig at tage det.
For kærlighed har også en grænse. Hvis man ikke ser den, kan kærligheden ende med at blive en byrde. Jeg kan ikke lade være med at tænke på de forældre, der hele tiden kysser og krammer deres store børn. For mig bliver det simpelthen for meget. Det er som om, de fastholder barnet i en rolle, som det for længst er vokset ud af. Og ja – jeg synes faktisk, det bliver både forkert og lidt ulækkert.
Mange børn tør ikke sige fra. De føler, de skal være taknemmelige for kærligheden, men indeni mærker de, at det overskrider deres grænser. Og når man lærer at tie stille som barn, bliver det svært at sige fra senere i livet. Man mister fornemmelsen af, at ens egne grænser betyder noget.
Det er sjældent fordi, forældrene vil noget ondt. Ofte er det frygten for at give slip, der styrer dem. De klamrer sig til den lille dreng eller pige, de engang havde, uden at opdage, at barnet er på vej til at blive et selvstændigt ungt menneske.
Herhjemme prøver vi noget andet. Noel er kun 2 år, men vi er allerede i gang med at lære ham at sige “stop”, hvis vi overskrider hans grænser. Det kan være i en leg, et kram eller noget helt tredje. Han skal vide, at hans ord og følelser betyder noget – også over for os. Hvis han lærer det nu, vokser han forhåbentlig op med en naturlig forståelse af, at hans grænser altid skal respekteres.
Det er vores ansvar som voksne at se, hvornår vi gør for meget. Kærlighed er fantastisk – men kun når den bygger børnene op i stedet for at holde dem nede.
Weekenden skal bruges med ingenting. Der skal vaskes killinger og tages nye billeder og ellers skal vi bare hygge log slappe af. Lidt lækkert mad i aften, nå nej manden har lasagne i køleskabet så det får han 🙂 jeg snupper noget pasta og kylling og lidt græsk yougurt:)
