I dag var dagen, hvor vores søn skulle forbi Hillerød Sygehus til tjek af bækken og ryg. Han har i længere tid beklaget sig over smerter, og derfor tog jeg med ham til undersøgelserne.

Vi var afsted i god tid – selvom jeg nåede at blive godt presset, da GPS’en pludselig mente, at vi først ville ankomme kl. 9.29, og der så forsvandt otte minutter fra planen. På Hillerødmotorvejen rettede den sig igen, og vi landede præcis som planlagt. Det mindede mig bare om, at næste gang lægger jeg et ekstra kvarter ind bare for en sikkerheds skyld.

Vi kom op på afdelingen og blev sendt videre til ultralyd. Noel skulle have tøjet af og ligge på en briks – ikke noget, han var voldsomt begejstret for. En af sygeplejerskerne begyndte at blæse sæbebobler, og så blev det hele straks lettere. Han fik også Duplo, og pludselig var det slet ikke så slemt.

Efterfølgende blev vi bedt om at følge den gule streg på gulvet, hvilket vi hyggede os gevaldigt med. Da vi kom frem, pakkede jeg Duplo ud, og pludselig stod Noel ved siden af en ældre dame, som hjalp ham med at samle klodserne. På meget kort tid var de blevet bedste venner.

Så var det tid til røntgen. Igen skulle alt tøjet af også bleen, og igen skulle han ligge på en briks. Det var han ikke videre stolt over – at vise sin manddom frem for fremmede piger var ikke lige sagen. Jeg fik en beskyttelsesdragt på, og da jeg begyndte at danse og fjolle, som jeg nu engang er god til, grinede han højt. Så fik pigerne lov, og billederne blev taget uden problemer.

Tilbage på afdelingen ventede vi ikke længe, før lægen kom sammen med en enormt sød sygeplejerske. Hun stillede en masse spørgsmål, som vi svarede på, og hun undersøgte Noel i venteværelset, da vi var de eneste derinde. Han tog det hele meget roligt, legede med deres legetøj og nød tydeligvis opmærksomheden.

Senere kom lægen igen, undersøgte ham og gik tilbage til sin chef. Kort efter stod overlægen pludselig inde på stuen og ville selv se på ham. Han blev mødt af en smilende Noel – og smilet blev straks gengældt. Jeg plejer at sige, at smukke børn har det lidt nemmere. Det er måske diskriminerende, men også sandt.

Overlægen snakkede med ham, legede med ham, og pludselig gik vi ude på gangen – iført underbukser – mens Noel jagtede en sygeplejerske, der havde kiks i hånden. Vi grinede allesammen for det så sgu sjovt ud.

Overlægen og den almindelige læge bemærkede, at han indimellem trak lidt på det ene ben, og derfor skal vi mødes igen om tre måneder – gerne med flere optagelser af hans gang. Alle faldt for ham, og Noel syntes, det hele havde været hyggeligt. Masser af søde piger, som han ville have sagt det.

Jeg er vild med børneafdelingen på Hillerød Sygehus – præcis som på Hvidovre. Hold nu op, hvor er de søde og dygtige til deres arbejde. Man føler sig oprigtigt velkommen. Der er omsorg hele vejen igennem.

Som jeg sagde i telefonen til hans farmor: Vores skattepenge er virkelig givet godt ud. Jeg satte Noel i bilen og så kørte vi mod Herlev for at afleverer noget som var i vores bil og som skulle af hos Brønnum. Han var faldet hurtigt i søvn og da vi ankom stad hans far og ventede og åbnede bagagerummet tog det han skulle bruge og smuttede hurtigt igen. Noel vågnede slet ikke og da vi nærmest kørte ind i carporten slog han de meget trætte øjne op.

Jeg bar ham ind og gik på 1 sal hvor jeg lagde ham i hans seng for han ville ikke sove i vores. Jeg gik ned efter en time og ventede til 15.15 med at vække ham. Nu sidder han i sofaen og slapper af med en kanel snegl og hans uundværelige saftevand.