Så er det dagen før dagen, og mange børn rundt omkring glæder sig helt sindssygt meget til netop denne aften. Vi voksne bærer alle vores egne minder med os om, hvordan den bedste juleaften var, og jeg har mange af dem. I år skal vi prøve noget nyt – nemlig at holde jul med en søn på 2 år og 3 måneder, som ved, hvem julemanden er, og hvad det betyder, når nissen har været på besøg om natten og lagt en gave i hans julesok.
Der er nok ikke noget at sige til, at mange børn får brug for psykologhjælp, når januar melder sig. Så er det slut med gaverne, kulden trænger sig på, næserne er røde, og den søde juletid er hurtigt glemt. Nu haster vi videre i jagten på et eller andet – om ikke andet så for bare at få hverdagen til at hænge sammen, fordi vi har så mange ting, vi skal leve op til.
Men hvad er det egentlig, og for hvem er det, vi skal sætte så meget op for? Hvorfor spiller vi andres spil, når det handler om familie? Vi skal være søde og huske at invitere dem fra Jylland eller Samsø, som vi ellers ikke ser. Jeg har talt med mange mennesker de sidste dage, og det slog mig, at det desværre ikke er sjældent, at folk kun bliver inviteret til juleaften – og ellers er der sparsomt med indbydelser resten af året.
En person fortalte mig, at vedkommende havde sagt nej tak til at komme. For når man kun bliver inviteret denne ene aften, kan det næsten være lige meget. Det begynder at lugte af: Du er velkommen – men husk lige gaven til børnene. Jeg forstår personen fuldstændigt og havde helt sikkert gjort det samme. Der skal være en grænse, og man skal huske selv at trække den.
Mit år 2026 bliver året, hvor jeg ikke vil lade mennesker, der ikke vil mig det bedste, befolke mit liv. Mennesker, der dræner mig for energi og efterlader mig med en håbløs følelse af utilstrækkelighed.
Det er værdierne, der skal binde os sammen. De sunde forestillinger om vores verden og de fælles ønsker om at gøre hinanden bedre og stærkere skal være fundamentet. Jeg plejer ofte at sige, at jeg er kristen – og jeg behøver ikke, at andre trosretninger kommer for at lave mig om. Ligesom jeg er ligeglad med, hvem andre tror på 🙂
Det er vores eget ansvar, for vi bærer selv korset på kroppen. Det er vores erindringer, og vi lever i nuet. Det er helt op til os selv at gøre de ting, vi mener er rigtige, stå på mål for dem og – som i mit eget tilfælde – være 100 % ærlig over for os selv.
Der kommer til at ske ændringer, som jeg kan stå inde for. Nogle vil måske ikke forstå dem, men ærligt talt – det er ikke min hovedpine. Jeg har altid stukket næsen frem i mine job, og det gør jeg også her, med de konsekvenser det måtte have. Det har jo også sin charme 🙂
Det er først, når vi tør tage chancer, at livet virkelig forandrer sig. Den største og sværeste risiko er at være ærlig. Det kræver mod at vokse og blive den, du virkelig er.
Vær dig selv og vær stolt af det. Anerkend dine egne tanker og følelser. Omring dig med støttende mennesker – og husk, at det er umuligt at please alle.
