Den sidste tid har fået mig til at tænke meget over mit liv – især efter at jeg begyndte at skrive mine erindringer. Når man ser tilbage på sit liv, bliver man også tvunget til at se fremad. Man stopper op, mærker efter og spørger sig selv: Hvor står jeg egentlig? Hvad har formet mig? Og hvordan ønsker jeg, at resten af mit liv skal se ud?
For mig er det blevet en proces, der giver både ro og retning. Man opdager, at tiden er den mest værdifulde gave, vi har, og netop derfor skal den bruges med omtanke.
Jo længere jeg er kommet med mine erindringer, desto mere har jeg lært mig selv at kende. Det begyndte som et ønske om at fortælle min historie, men undervejs blev det også en rejse ind i mig selv. Når man sætter ord på minderne, opdager man sammenhænge, som man måske aldrig tidligere har været bevidst om. Jeg har måttet erkende, at min barndom har præget mig langt mere, end jeg nogensinde havde forestillet mig.
Jeg havde ikke en god skolegang. Da vi flyttede fra det trygge Vordingborg, blev jeg revet op med rode. Jeg mistede de rammer og den tryghed, jeg kendte, og skulle begynde forfra et sted, hvor jeg aldrig rigtig fandt mig til rette. Hver dag blev en kamp for at overleve, passe ind og finde min plads.
Jeg havde ikke mange drengevenner. Det gjorde ensomheden endnu større. Mens jeg så andre børn have tætte venskaber og føle sig hjemme i deres hverdag, længtes jeg efter det samme. Mest af alt længtes jeg efter kærlighed, omsorg og følelsen af at høre til. Jeg forsøgte at finde den anerkendelse og tryghed, som jeg oplevede, at mange af mine klassekammerater havde, men som jeg selv savnede.
Som barn forstod jeg ikke, hvorfor jeg følte mig anderledes. Jeg vidste blot, at jeg ofte stod alene. Først nu, hvor jeg skriver min historie, kan jeg se, hvor meget den lille dreng kæmpede. Han gjorde sit bedste med de muligheder, han havde. Han kæmpede for at blive set, for at høre til og for at føle sig elsket. Det er først som voksen, at jeg for alvor har forstået, hvor stor betydning de år fik for resten af mit liv.
Måske er det netop derfor, at nærvær, familie og kærlighed betyder så meget for mig i dag. Jeg ved, hvor stor en forskel det gør at blive set, hørt og værdsat. Det er værdier, jeg bærer med mig hver eneste dag, og som jeg ønsker skal være fundamentet i mit eget liv.
Jeg er nået frem til, at den tid, jeg har tilbage, vil jeg bruge sammen med mennesker, som også giver noget tilbage. Først og fremmest vores regnbuesøn Noel, som snart fylder tre år. Han er – helt naturligt – den, der bliver prioriteret allermest. Barndommen varer kun et øjeblik, og de minder, vi skaber med ham nu, kan aldrig genskabes senere.
Måske er det netop mine egne erfaringer, der gør, at Noel fylder så meget i mine tanker. Jeg ved, hvor afgørende de første år af et barns liv er. Jeg ved, hvor meget tryghed, nærvær og følelsen af at være elsket betyder. Derfor ønsker jeg at være til stede i hans liv – ikke bare fysisk, men også mentalt. Jeg ønsker, at han skal vokse op med en sikker viden om, at han altid er elsket, og at han altid har et sted, hvor han hører til.
Derefter kommer de mennesker, der værdsætter vores lille familie, som man kan stole på, og som er der også når man bliver inviteret til fest. Alt det overflødige dræner blot en for energi, og den energi vil jeg hellere bruge på det, der gør mig glad.
Derfor har jeg også ryddet grundigt op på Facebook. Jeg har slettet gamle opslag, fjernet mine gamle likes og slået antallet af likes fra på mine egne opslag. Helt ærligt er jeg ligeglad med, hvor mange der trykker på en tommelfinger. Et like siger meget lidt om et menneske.
Måske er det også derfor, at jagten på anerkendelse på de sociale medier ikke længere siger mig ret meget. Som barn søgte jeg den anerkendelse, jeg savnede. I dag ved jeg, at den ikke findes bag en skærm. Den findes i de mennesker, der møder én med ægte interesse, omsorg og nærvær.
På nogle opslag har jeg også valgt at slå kommentarer fra. Ikke fordi jeg ikke tåler andre holdninger, men fordi ikke alt behøver at udvikle sig til en debat. Nogle gange deler man blot en tanke eller en oplevelse – ikke en invitation til en diskussion.
Facebook kommer derfor til at fylde langt mindre i mit liv. Snapchat og Instagram er allerede slettet, og det eneste sociale medie, jeg egentlig bruger, er TikTok. Mest fordi der findes et fantastisk univers af surdejsbagere og mennesker, der deler deres passion uden al den støj, som ofte præger andre platforme.
Jeg synes også, det er et interessant signal, at Frankrig har valgt at sætte en aldersgrænse på 15 år for sociale medier. Måske er det et tegn på, at vi som samfund begynder at stille spørgsmål ved, hvor meget de digitale platforme egentlig skal fylde i vores liv.
Jeg tager i hvert fald ansvar for mit eget digitale liv. Og ved du hvad? Jeg nyder stilheden. Telefonen bestemmer ikke længere over min dag. Der popper ikke konstant nye notifikationer op, som kræver min opmærksomhed, og jeg mærker tydeligt, hvor meget mere ro det giver.
Det har også fået mig til at tænke over, hvordan vi mennesker kommunikerer. Vi er vidt forskellige.
Der er dem, der svarer med det samme, fordi telefonen alligevel ligger i hånden, og de gerne vil have beskeden ud af verden.
Der er dem, der gerne vil give et ordentligt og gennemtænkt svar. De læser beskeden, lægger telefonen fra sig og tænker: “Det svarer jeg lige på senere.” Desværre bliver “senere” ofte til aldrig.
Og så er der dem, der bliver overvældet af konstante notifikationer og derfor kun læser beskeder en eller to gange om dagen for at beskytte deres egen energi.
Ingen af delene er nødvendigvis rigtige eller forkerte. Vi er bare forskellige.
Noget andet, jeg har tænkt meget over, er relationer. Jeg har altid været den, der skrev først, holdt kontakten og sørgede for, at relationerne blev vedligeholdt. Men når man ser tilbage med livets erfaring, melder spørgsmålet sig helt naturligt: Hvorfor er det næsten altid mig?
Måske hænger det også sammen med den dreng, jeg engang var. Når man som barn savner følelsen af at høre til, bliver man ofte den voksne, der gør lidt ekstra for at holde fast i mennesker. Jeg har i mange år været den, der tog det første skridt, skrev den første besked og sørgede for, at relationerne blev holdt i live. Ikke fordi jeg forventede noget tilbage, men fordi jeg vidste, hvordan ensomhed føles.
I dag har jeg lært, at et venskab eller et familiebånd ikke kan bæres af én person alene. Relationer er som planter – de skal vandes fra begge sider, hvis de skal blive ved med at vokse. Derfor har jeg besluttet, at jeg ikke længere vil have dårlig samvittighed over at lade telefonen ligge. Hvis en relation betyder noget for begge parter, må initiativet også komme fra begge sider.
Vi har alle en familie. Nogle ser man ofte, andre sjældent. Og nogle af dem, man føler sig tættest på, er slet ikke nødvendigvis dem, man deler blod med. Sådan er livet.
Vi lever også i en tid, hvor holdninger kan skabe store afstande mellem mennesker. Krigen i Gaza er et tydeligt eksempel. Nogle mener én ting, andre noget helt andet, og for nogle bliver uenighederne så grundlæggende, at relationer går i stykker. Det er en trist udvikling, men samtidig må man acceptere, at mennesker ikke altid kan eller skal være enige om alt.
Heldigvis handler livet også om noget mere positivt.
Min træning er kommet rigtig godt fra start. Jeg har fået lagt en plan, og målet er at stå skarpere, når vi rejser til Rhodos. Jeg har længe været lidt træt af min lille mave, men hvis den ikke bliver helt flad, kan jeg altid give den dobbelte brokoperation lidt af skylden – de har trods alt været inde og rode godt rundt derinde.
Kosten er også blevet lagt om. Herhjemme spiser vi langt flere grøntsager, mere protein og færre kulhydrater. Kager og søde sager må nøjes med at være noget, vi drømmer om, og de sukkerholdige sodavand er skiftet ud med danskvand.
Man kommer ikke uden om, at et vægttab kræver fravalg. Der findes ingen genveje. Resultater kommer ikke af ønsker, men af vaner. Hver eneste beslutning, man træffer i hverdagen, bringer én enten tættere på eller længere væk fra sit mål.
Men jeg kender også mig selv godt nok til at vide, at følelsen, når målet er nået, er alle afsavnene værd.
Måske er det i virkeligheden det, jeg har lært mest af de seneste måneder. Livskvalitet handler ikke om at få mere. Den handler ofte om at vælge fra. Færre mennesker, færre forstyrrelser, færre ligegyldigheder – og til gengæld mere nærvær, mere ro og mere tid til dem, der virkelig betyder noget.
