25 år med et venskab – og en tur til Berlin

Det er ikke alle forundt at have en bedste ven gennem 25 år. Venskaber er noget af det mest værdifulde, vi kan have i livet, men de kræver også pleje, tid og ærlighed. Kaj og jeg har fulgt hinanden siden dengang han kom til København for første gang. Dengang var vi bare bekendte, men langsomt voksede relationen sig stærkere. Ikke fordi vi hele tiden var enige, eller fordi vi delte alt, men fordi vi altid har haft en oprigtig interesse i hinanden som mennesker. Det er i mine øjne kernen i et venskab: viljen til at se og respektere den anden, som han er.

I årenes løb har vi oplevet ting sammen – men aldrig kun os to. Derfor ramte gaven til min fødselsdag mig så meget: en rejse til Berlin, kun Kaj og jeg. En gave fra ham og hans mand Kasper, men også en gave, der sagde: vi to skal have vores tid sammen. Min mand sagde jo selvfølgelig ja men ville så gerne have været med selv, men det kommer til april.

Allerede ved ankomsten kunne vi mærke, at byen summede af liv. Berlin var fyldt op, fordi marathonløbet stod for døren. Veje blev spærret, hotellerne var bookede, og priserne skruet i vejret. Men vi fik vores base på plads og kastede os ud i byen. Første aften endte vi på en italiensk restaurant. Enkel mad, få ingredienser – men lavet til perfektion. Jeg elsker chili, og den var præcis, som den skulle være. Enkelt, ærligt og fuld af smag. Bagefter fandt vi vej til en homocafé.

Stemningen dér tog mig tilbage til mine første år i Københavns homomiljø. Dengang hvor barer og caféer var meget mere end steder at drikke – de var fællesskaber, hvor man fandt sine venner, sin familie, sit netværk. Jeg blev helt varm i hjertet, da jeg sad der i Berlin og så folk komme ind, kramme hinanden, give kindkys og bare være der. Det mindede mig om dengang, hvor jeg selv var ny i miljøet og jeg ved min mand vil elske stedet.

Fredagen blev en marathondag i sig selv. Vi lagde ud med morgenmad, og så gik vi – og gik og gik. Da dagen var omme, havde vi tilbagelagt 26,5 km. Kroppen var træt, men jeg følte mig på mærkelig vis stærkere af det. Vi så Berliner Fernsehturm tv tårnet, mindesmærker fra krigen, og selvfølgelig den frygtelige mur, der delte byen og folk i årtier. Berlin er en by fuld af historie, og det sætter tingene i perspektiv, når man går rundt og mærker fortiden under sine egne fødder.

Fredag aften spiste vi igen godt. Jeg fik dog en chili galt i halsen og hostede så tårerne stod ud af øjnene – men da det var overstået, smilede tjeneren til mig og spurgte om det var stærkt med et glimt i øjene. Vi grinede lidt og han tilbød lidt brød som jeg sagde tak til. Små ting, men netop den omsorg gør en oplevelse ekstra mindeværdig.

Lørdag bød på mere sol, endnu en lang dag i byen, og igen fantastisk mad. Vi satte os på en bus for at se Berlin fra oven – der var mange afspærringer, men det gjorde kun turen mere spændende. Om aftenen var vi tilbage i homomiljøet, fik drinks og snakkede til langt ud på natten. Jeg elsker det at kunne hygge med LB alene: at vi ikke hele tiden behøver at snakke, men også bare kan sidde, kigge på mennesker, være stille – og stadig være i hinandens selskab.

Søndag morgen pakkede vi kufferterne og fandt en sidste morgenmads café, inden turen gik hjem. I lufthavnen stod både min mand og Kasper og ventede – det var dejligt at blive hentet, og man mærkede, at man havde været savnet.

Mandag sidder jeg så herhjemme og lader tankerne vandre. Det var en rejse fuld af oplevelser, men mest af alt var det en fejring af et venskab, der har holdt i et kvart århundrede. Vi talte om dengang, vi mødte hinanden, om de mennesker vi har kysset, grinet med, mistet og savnet. Vi mindedes også vores ven Jesper, der så tragisk døde på en restaurant i Berlin for få år siden af hjertestop. Sådan nogle samtaler minder én om, at livet både er skrøbeligt og stærkt på samme tid.

For venskaber kan være som en havn — et sted hvor skibe søger tilflugt, uanset hvor voldsomme bølgerne udenfor har været. Nogle gange er du mit trygge anker, andre gange mit fyrtårn, der viser vej, når alt andet føles uklart. Vi har delt grin, tavshed, skæve indfald og lange natte-samtaler; små ture og store oplevelser.

Tak fordi du lytter — ikke bare når det er nemt at høre efter, men især når det er svært at sige tingene højt. Tak fordi du husker de små ting: den besked, der fik mig til at grine, det uventede opkald, eller den hjælp, jeg ikke bad om, men havde brug for. Tak fordi du står ved min side, også når tingene er rodede eller ubehagelige. Den tryghed betyder mere, end ord kan rumme.

Du har givet mig friheden til at være mig selv — uden forklaringer, uden skjul. Hos dig må jeg være både stærk og sårbar på samme tid, og det er sådan et venskab bliver dybt. Jeg er taknemmelig for, at vi har ladet den tillid vokse med årene,

Jeg glæder mig til alt det, vi endnu ikke har oplevet: de små øjeblikke, de vanvittige planer, de rolige morgener og de uforudsete eventyr. Tak fordi du er min ven — jeg elsker dig, og jeg er så lykkelig over, at du er en så stor del af mit liv.