Den sidste tid har fået mig til at tænke over noget, som fylder mere og mere hos mig. Ikke fordi verden er blevet mere støjende, men fordi jeg oplever, at den gode samtale er blevet sværere at finde.
Noget af det, der går mig mest på, er mennesker, som afbryder igen og igen. Man er knap nok begyndt at fortælle, før de tager ordet. Det, man var ved at sige, bliver aldrig færdigt, fordi deres egen historie pludselig fylder mere. Eller også skifter samtalen retning, så fokus igen lander på dem selv.
Jeg tror ikke nødvendigvis, det sker af ond vilje. Måske er det blevet en vane. Måske har vi fået så travlt med at fortælle vores egen historie, at vi har glemt at være nysgerrige på andres. Måske lytter vi ikke længere for at forstå, men blot for at finde det næste, vi selv vil sige. Når man bliver afbrudt flere gange i den samme samtale, sender det et signal – også selv om det ikke er tilsigtet: “Det, du er ved at fortælle, er ikke så vigtigt som det, jeg vil sige.”
Det gør noget ved samværet. For mig er en samtale ikke en konkurrence om, hvem der kan tale mest. Den er et møde mellem to mennesker, hvor begge får lov til at dele tanker, erfaringer og oplevelser.
Jeg holder af at høre menneskers historier. Jeg bliver oprigtigt nysgerrig på, hvad de har oplevet, hvad de tænker, og hvad livet har lært dem. Hvilke oplevelser har sat spor? Hvad har formet dem? Det er gennem historierne, vi lærer hinanden at kende. Jeg holder også af selv at fortælle mine egne historier. Ikke fordi de er vigtigere end andres, men fordi det er sådan, vi skaber relationer. En god samtale går begge veje.
Derfor savner jeg mennesker, der spørger: “Hvad tænker du om det, Robert?” eller “Fortæl lidt mere.” Det er små spørgsmål, men de betyder meget. De viser, at man ikke bare hører ordene, men faktisk interesserer sig for mennesket bag dem.
Nogle gange går jeg hjem fra et selskab med følelsen af, at jeg lige så godt kunne være blevet hjemme. Ikke fordi jeg ikke holder af mennesker, men fordi jeg aldrig rigtig blev en del af samtalen. Jeg sad der, lyttede og lyttede, men fik aldrig rigtig mulighed for selv at være med.
Jeg tror, vi alle har brug for at blive hørt. Ikke for at få ret. Ikke for at være centrum. Men fordi det er en grundlæggende menneskelig følelse at opleve, at det, man siger, har værdi for den, man sidder overfor.
Der er stor forskel på at høre og på at lytte. At høre er noget, vi gør automatisk. At lytte er et valg. Det er at være nysgerrig, stille et spørgsmål mere, give den anden tid til at tale færdig og være oprigtigt interesseret i mennesket bag ordene.
Måske er det netop det, jeg savner mest. Ikke flere mennesker. Ikke flere arrangementer. Men flere ægte samtaler. Samtaler, hvor begge bliver hørt, hvor ingen har travlt med at overtage ordet, og hvor man går hjem med følelsen af at have mødt et andet menneske – og samtidig været sig selv.
Måske er det også derfor, jeg drømmer om et venskab med én, der holder af de lange samtaler. En, der er nysgerrig på livet, på mennesker og på de historier, vi hver især bærer med os. En, der ikke kun fortæller, men også spørger.
For jeg tror, at det er i de delte historier, vi finder hinanden. Og måske er den største gave, vi kan give et andet menneske, slet ikke noget, der kan købes. Måske er det vores tid, vores nærvær og vores evne til virkelig at lytte.
Nu må familie og venner ikke tro, at jeg sidder bag skrivebordet og er pissesur. Det er jeg faktisk ikke. Tværtimod. Jeg tror bare, at jeg med alderen er blevet mere bevidst om, at tiden er noget af det mest værdifulde, vi har. Ingen af os ved, hvor meget tid vi har tilbage, og derfor synes jeg også, at vi har lov til selv at vælge, hvem vi vil bruge den sammen med.
For mig handler det ikke om at vælge mennesker fra. Det handler om at vælge de relationer til, hvor jeg føler mig set, hørt og værdsat. Det er helt naturligt, at lysten til at sige ja til et arrangement bliver mindre, hvis jeg på forhånd ved, at jeg mest kommer til at sidde og lytte, mens andre taler, afbryder og aldrig rigtig interesserer sig for, hvad jeg har at sige. Det betyder ikke, at jeg forventer at være centrum. Langt fra. Jeg ønsker bare en samtale, hvor der er plads til os begge.
Som jeg tidligere har skrevet, vil jeg gerne prioritere min tid på de mennesker, der giver mig lov til at være Robert. Mennesker, hvor vi kan have en dialog, lytter til hinanden, deler vores historier og giver hinanden plads. For mig er det ægte samvær. Hvis alternativet er endnu en aften, hvor samtalen hele tiden bliver afbrudt, og hvor jeg aldrig rigtig bliver en del af den, så vil jeg faktisk hellere blive hjemme. Ikke fordi jeg er sur, men fordi jeg har lært, at min tid er for værdifuld til at bruge den steder, hvor jeg ikke føler, at jeg er en del af fællesskabet.
Jeg møder også mennesker, hvor en samtale næsten bliver en konkurrence. Uanset hvad man fortæller, så har de altid oplevet noget, der er lidt større, lidt vildere eller lidt mere dramatisk.
Jeg husker en tidligere kollega. Hvis jeg fortalte, at jeg havde jeg set ti mennesker dø så havde hun oplevet tyve. Det var, som om der hele tiden var behov for at overgå det, den anden lige havde fortalt.
Det fik mig til at tænke på den gamle talemåde: “Min far kan banke din far.” Som børn kunne vi grine af den. Som voksne møder man den bare i en anden udgave. Ikke fordi vi taler om vores fædre længere, men fordi nogle mennesker tilsyneladende altid har brug for at have den største historie.
For mig handler en god samtale ikke om at overgå hinanden. Den handler om at være nysgerrig på det menneske, man sidder overfor. Jeg behøver ikke have oplevet mere end dig, og du behøver ikke have oplevet mere end mig. Begge historier har værdi, hvis vi giver os tid til at lytte.
