Jeg tænker meget. Lægger planer for mit liv, for hvad jeg vil og skal, og alligevel er der altid noget, der kommer i vejen. Små og store ting, som gør, at jeg ender med at tilsidesætte mine egne planer. En drøm har dog fulgt mig længe: at komme i rigtig god form. Nu har jeg taget beslutningen. Træningen skal optimeres, og kosten skal ændres.
Det kommer helt sikkert til at betyde, at jeg i en periode ikke er så udadvendt som før. Men nu vil jeg satse på vores søn, min mand og mig selv. Træningen skal i gang, og jeg vil afsted hver dag, så jeg føler, at dagen starter rigtigt. Jeg har brug for at komme ud, mærke noget andet end bare hjemmets fire vægge. Det bliver ikke med vilde kilo på – kroppen holder ikke til det – men mindre kan også gøre en forskel. Smidighedstræning skal med, cardio skal genoptages, og forhåbentlig finder jeg den ro i mig selv, som jeg har ledt efter længe.
Selvom kalenderen ikke er fyldt, sniger der sig alligevel aftaler ind. Jeg har bare brug for at begrænse det i den næste tid, så der bliver plads til det, der interesserer mig. Derfor har jeg kigget på Ishøj Skakklub og overvejer at genoptage spillet. Jeg ved godt, at det aldrig bliver på samme niveau som engang, men skak er hyggeligt, og man glemmer det jo aldrig helt – ligesom at cykle. Jeg har skrevet til dem for at høre, om jeg kan kigge forbi en torsdag aften. Jeg er rusten, men det kan jo finpudses.
Min mand skal snart til eksamen, og den er jeg helt rolig omkring – jeg er sikker på, at han klarer det fint. Jeg glæder mig til, at den første del er overstået, og måske bygger han videre på uddannelsen senere. Jeg synes, det giver god mening at gøre det nu mens jeg er her og kan hjælpe med vores søn og de katte, vi har herhjemme lige nu.
Det er ikke altid nemt at være mig. Jeg kæmper med allergien, jeg er blevet 70 år og løber rundt, men når alligevel ikke det hele. Heldigvis er min krop trods alt okay. Skulderen er stadig ikke helt på plads, men mon ikke det bliver bedre med tiden. Kosten har jeg læst en del om, og som hjemmegående husfar skal jeg nu i gang med at lave sund mad til os alle. Mere grønt, mindre kød. Jeg vil lære mere om mad, der er god for kroppen – og ikke mindst for tarmen, som er langt vigtigere, end mange tror.
December har budt på en del mad, som ikke har været god for min allergikrop, og nu hvor katteriet begynder at være mindre i antal killinger, skal jeg finde ud af, hvad jeg egentlig kan tåle. Samtidig drømmer jeg stadig om at lave oksekødssuppe, sådan som vores far lavede den. Med hjemmelavede kød- og melboller. Bare tanken får mig til at slikke mig om munden. For pokker, hans supper smagte godt.
Omkring nytår læste jeg mange indlæg på sociale medier, året der gik og det var næsten komisk. Ikke underligt, at børn og voksne får det skidt, når så mange opslag udstråler et liv, hvor alt er perfekt. Hvor alt kører, og lykken er konstant. Det er til at få kvalme af. Det er netop den slags billeder, der skaber et pres – især på børn – for de skal leve op til et ideal, som ikke findes. Jeg tror, alle ville have langt bedre af at læse, at livet ikke er perfekt. At forhold går op og ned. For hvem er det egentlig, vi lyver for? Os selv. Man viser de pæne sider og udelader det svære. Det kan føre til sammenligning og en følelse af utilstrækkelighed.
Hvorfor gør vi det?
Fordi der er sociale forventninger om at være positiv.
Fordi sociale medier er en scene for selvfremstilling – et udstillingsvindue med livets højdepunkter.
Fordi likes og kommentarer giver bekræftelse.
Fordi det er nemmere at skjule træthed, stress og tvivl end at dele dem.
Og fordi vi spejler os i hinanden og føler et behov for at vise, at vi også har det godt.
Men sandheden er, at livet er noget helt andet. Mere rodet. Mere ærligt. Og langt mere menneskeligt. Prøv at kik indad og prøv at være ærlig så vil du mærke du helt sikkert vil få det bedre og andre vil tage det til sig og du vil opdage du ikke er alene. Verden er ikke perfekt 🙂 men står vi sammen og deler ud af vores liv kan det kun blkive bedre 🙂
