Der er faldet ro på huset – på flere måder og ikke kun på én enkelt front. Katteriet kører endelig, som det skal, og jeg behøver ikke længere at lægge sindssygt mange kræfter i det. Tingene spiller, og det giver et mentalt overskud, jeg virkelig kan mærke.

Vi har haft sønnen hjemme denne uge, og han har sovet fantastisk de sidste nætter. Faktisk har der ikke været problemer med søvnen i flere måneder. Han ligger som regel på et gennemsnit på omkring 10,5 timer om natten, og man kan tydeligt mærke forskellen på humør og overskud, når han får sin søvn. Det er jo ikke anderledes for os voksne – søvn er en af de allervigtigste grundsten for os mennesker.
I nat opdagede jeg, at alle tre killinger lå i hans seng, men det anede han ikke. Han sov simpelthen for godt, men han elsker virkelig de killinger.

På min hjemmeside vil jeg begynde at føre dagbog. Dels om min træning, men også om blodtryk og om, hvordan det hele udvikler sig. Hvordan jeg kombinerer kost – trods alle mine allergier – med cardio og styrketræning for at opnå den krop, jeg altid har drømt om. Nu skal det være, det er nu eller aldrig.
Jeg ved godt, det kommer til at koste afsavn og kræve disciplin, men ønsket om at prøve er simpelthen for stort til at ignorere.

Jeg vil gerne stå snorlige, når vi rejser til Rhodos med Noel til september. En stor drøm er også, at min ene storebror John tager med. Det er den af mine søskende, jeg har haft tættest kontakt med – næsten dagligt. Sådan har det egentlig altid været.

For mange år siden, helt tilbage i 1995, blev jeg indlagt, og dengang var det kun ham, der besøgte mig på Kommunehospitalet i København. Det bånd af nærhed og kærlighed har vi haft lige siden. Jeg elsker ham overalt på jorden og er sgu stolt af ham. Han er et oprigtigt godt menneske, fyldt med kærlighed til dem, han har tæt på sig – en egenskab, som ikke alle besidder.

Mange er sig selv nærmest, nogle flygter fra virkeligheden og alle har lov til at vælge de løsninger de vil tage det har bare en omkostning og dem kender de sikkert godt og har det fint med det. Jeg plejer at sige, at man ligger, som man reder – og man høster, som man sår. For mig er det vigtigste i den alder, jeg har nu, at være der 100 % for dem, der er mig nær. Dem, hvor kærligheden går begge veje – og ikke mindst dem, der også interesserer sig for vores lille vidunderlige regnbuesøn, Noel.

I mandags havde jeg den fedeste træning. Cardio på to maskiner, og selvom det “kun” var 15 minutter på hver, så kom pulsen virkelig op. Og det er dér, det giver noget. Inden for de næste 14 dage skal det sættes op til 20 minutter på hver maskine. Det bliver mega hårdt, men man skal hele tiden huske, hvorfor man træner. Hvad belønningen er – og om sliddet er det værd.

I dag hentede jeg Noel allerede klokken 13.30, fordi vi skulle forbi hans læge. Hun kunne måle, at han er vokset 2 centimeter de sidste tre måneder, og det var positivt. Jeg fortalte, at hans far trods alt er 192 cm og selv begyndte at vokse sent. Hun var heller ikke urolig – bare observerende.

Jeg kontaktede Astma- og Allergiforbundet og havde en lang og god snak med dem. Vi talte både om mine allergier, men også om min ofte røde og hævede næse. Hun sagde direkte: “Jeg tror ikke, det er allergi, Robert. Jeg tror, du har en hudsygdom, der hedder rosacea.”
Jeg slog det op bagefter, og ja – meget passer faktisk. Jeg har skrevet til min nye læge for at få en henvisning til en hudlæge, og jeg vil også tilbage til allergiklinikken i København, hvor jeg sidst var i 2009. Det er trods alt 16 år siden og meget kan være ændret siden dengang.

Jeg har besluttet at starte på birkepollen-tabletter til efteråret, og så krydser jeg fingre. Der skal gøres noget nu. Mit liv og min hverdag skal være nemmere, for det har været rimelig træls i flere år.

Her til aften sad Noel og jeg og så Woody på Disney. Jeg lagde hovedet op ad ham, og så lagde han sin hånd bag om min nakke og sad og nussede mig, mens han så filmen. Jeg blev helt blød i knæene. Tænkte bare: hvor er han dog vidunderlig og kærlig. Sikke en mængde kærlighed, den knægt rummer.

Mit blodtryk var i øvrigt virkelig godt her til morgen. Jeg tror stadig, at min fødevareallergi og blodtryk kan hænge sammen, og det tester jeg videre på. I morges lå det på 124/83, 129/85 og 139/89 – og det er faktisk ikke så ringe.