Sommeren har for alvor meldt sin ankomst, både med varme og med vand i rigelige mængder. Heldigvis har vi ikke været plaget af de store oversvømmelser endnu, men mon ikke det kommer. Herhjemme spirer alting som det skal: agurkerne skyder i vejret, tomaterne bliver mere og mere røde, og jordbærrene smager himmelsk. Det er sådan en lille daglig glæde, der gør sommeren ekstra god.
Noel er nu hos os på anden uge i træk for hans mor er blevet opereret og skal have hvile. Vi har ham også i næste uge hvor vuggestuen har sommer lukket. Han skal snart starte i børnehave, og det bliver godt for ham. Han er den største i vuggestuen, og vi kan mærke, at han keder sig lidt. Sproget er ikke helt på toppen endnu, men det går fremad hver eneste dag. Det er så tydeligt, at han er klar til nye udfordringer.
Om tre dage kommer håndværkerne, og så står hele første sal for tur. Weekenden bliver én stor istandsættelse, hvor vi fører etagen tilbage til originalen med tre værelser. Det bliver så godt. Noel får sit eget nye værelse, og det bliver spændende at se, hvordan han reagerer, når han skal sove der. Men han skal jo lære, at sådan fungerer det hos far og dada — og at der er andre regler hos mor. Jeg tror nu, han bliver glad. Meget af hans legetøj fra stuen ryger ovenpå, og det giver ham den der følelse af, at det er hans rum. Det skal vi bygge videre på, så han virkelig føler sig hjemme. Og han er jo ikke længere væk end at vi kan se hinanden fra sengen. Vi har prøvet nok gange at have ham mellem os om natten til at vide, at vi alle sover elendigt. Men han får selvfølgelig at vide, at han altid er velkommen om morgenen, som han plejer og hvis han føler for det.
Vi har fire killinger kørende og et lille plejebarn, og alle hygger sig og passer godt på hinanden. Der kommer nye kuld snart og det er kuld jeg personligt selv ser meget frem til. Jeg er samtidig i gang med en ny hjemmeside til katteriet, og det varer ikke længe, før alt det nye kommer op. Det bliver rart selv at kunne vedligeholde den, for når andre gør det, bliver det ofte alt for kompliceret.
På torsdag tager Noel og jeg til Vordingborg, hvor vi skal mødes med min bror John. Derefter går turen til Nyråd for at besøge noget tipoldemor-familie og se farbror Aksels hus. Vi skal forbi min fars barndomshjem, og generelt skal fars familie dyrkes meget mere. Vi får også tid til at besøge Ore strand, hvor vi cyklede ud for at bade, da vi var små. Så går turen til Gåsetårnet, hvor vi alle tre skal op og se Vordingborg oppefra, og bagefter står den på kaffe og kage hos Kurt og Miriam. Ved 15-tiden kører vi til vores kusine Annelise, som byder på hygge og aftensmad. Hun skal møde Noel for første gang — og bestemt ikke sidste. Vi skal dyrke Vordingborg meget mere, for det er stadig det sted, hvor vi hører hjemme i hjertet.
At vi nogensinde flyttede til Nordsjælland er en anden historie, og noget der fylder meget i mine erindringer. Der er sikkert nogen, der føler sig trådt over tæerne, men det er jeg faktisk ret ligeglad med. Det handler om, hvordan jeg har følt det på min egen krop — det at vokse op et sted, hvor man ikke hører hjemme.
Vi skal også forbi vores gamle skole og se, hvor jeg drak ekstra skolemælk. Jeg husker desværre ikke så meget fra skoletiden i Vordingborg, og der findes heller ingen skolebilleder af mig fra dengang. Måske kan Annelise hjælpe, men den snak tager vi på torsdag. Jeg glæder mig i hvert fald helt vildt til at gense Vordingborg. Som jeg altid har sagt: Jeg er en bonderøv, og jeg har aldrig lagt skjul på min fødeby. Havde jeg ikke været gift med Kenneth, boede jeg helt sikkert dernede — men det er jo en helt anden historie.
