Har vi så travlt, at vi slet ikke giver os selv lov til at stoppe op? Kigge tilbage på, hvad livet faktisk har bragt os – og samtidig se fremad og spørge: Hvordan vil jeg gerne have, at mit liv ser ud om 10 eller 20 år?

Kulden tager fat i mig. Jeg sidder endda herinde i varmen og fryser, selvom der er 21 grader. Jeg har aldrig været til vinter og kulde – og det er jeg ikke ene om i familien. Min elskede storebror John har det på præcis samme måde, og jeg ved, at vores mor også altid brokker sig over kulden.

Men kulde handler ikke kun om temperatur. Det handler også om det samfund, vi lever i.

Hvad er det egentlig, vi vil med vores liv? Vil vi ende som nogle af de evigt sure mennesker, der af den ene eller anden grund aldrig rigtig fandt deres plads – og derfor bare er vrede på alt og alle? Er du en af dem, der ikke kan tåle, at det går godt for andre? Eller en af dem, der hader alt, hvad der er muslimsk – bare fordi?

Vi må ikke glemme, hvad der sker i Gaza. Vi må ikke lukke øjnene for det, der foregår. At kritisere Israels handlinger er ikke det samme som at vende sig imod jøder som folk – selvom mange af dem står mig meget nær. Nærhed forpligter ikke til tavshed.

Kun omkring 100.000 mennesker har været på gaden for at demonstrere mod de massive overgreb på uskyldige. Det efterlader en ubehagelig tanke:
Synes resten af befolkningen virkelig, at det er acceptabelt, at over 21.000 børn er blevet dræbt?
At yderligere omkring 45.000 voksne har mistet livet?
For slet ikke at tale om alle dem, der er blevet invalideret – mennesker børn og voksne der har mistet arme, ben og deres mulighed for et værdigt liv.

Er vi virkelig blevet et land af kyllinger, der ikke tør sige: Det her synes jeg – og det der synes jeg ikke er okay?

Jeg kan mærke, hvordan det klør i hele kroppen, når jeg oplever mennesker uden mod. Vatpikke, ja – det er faktisk det ord, der falder mig ind. Mennesker med holdninger, som de bare ikke tør ytre offentligt.

Vi skal jo passe ind. Have samme mening som kollegerne. Så er vi med i fællesskabet. Men spørgsmålet er: På hvilke præmisser lever du så dit eget liv?

Jeg så i morges Godmorgen Danmark, hvor en fyr fra Jylland fortalte om sine store udfordringer med at springe ud. Og min første tanke var:
Hvorfor skal man stadig “springe ud” i 2026?
Hvorfor skal man hele tiden fortælle omverdenen, hvem man går i seng med?
Hvorfor er det stadig så fandens interessant?

Heteroseksuelle går jo heller ikke rundt og proklamerer, at de er til kvinder – eller mænd. Nej, det er stadig de homoseksuelle, der forventes at stå skoleret.

Seksualitet afgøres i øvrigt ikke af ét enkelt gen. Forskning viser, at det er et komplekst samspil mellem tusindvis af genvariationer og miljømæssige faktorer. Undersøgelser baseret på DNA fra næsten en halv million mennesker peger på, at der ikke findes et “homogen”, men snarere mange små biologiske bidrag.

Derfor ved vi heller ikke, hvem der ender med at blive til samme køn. Det eneste, vi med sikkerhed ved, er, at vi skal støtte vores børn – og gerne tidligt være med til at slå myter og fordomme ihjel.

Vi har alt for travlt med at påvirke andre og få dem over på vores hold. Men mennesker udvikler sig ikke af, at vi alle tænker og handler ens. Forskellighed er en styrke.
Og det kræver faktisk ikke mere end lidt mod – og ja, lidt nosser – at stå ved, hvem man er.

Jeg kender alt for mange mennesker, der gennem årene har spillet roller, de slet ikke er. Og jeg har ofte tænkt: Tag dig nu sammen og vær dig selv. Hvorfor leve et liv på lånt identitet?

Jeg husker tydeligt en ven fra dengang, jeg boede i Nordsjælland. Hvis han blev spurgt om vejret, kunne han svare to mennesker helt forskelligt. Sagde den ene: “Jeg hader regnvejr”, lød svaret: “Det gør jeg fandme også.” Sagde den anden: “Jeg elsker solskin”, kunne svaret være: “Ja, jeg hader den varme, solen giver.”

Jeg kaldte ham engang for en vennekåbe. Og jo mere man tænker over det, desto mere trist er det egentlig. For hvem er man så – når man altid bare spejler andre?

Hvis du aldrig tør vise, hvem du virkelig er, risikerer du, at ingen – heller ikke dig selv – nogensinde lærer det menneske at kende. Mange, der lever på den måde, gør det for at bevare ro, fred og relationer. Det er dybt menneskeligt. Prisen kan dog være en voksende indre frustration, en følelse af ikke rigtig at blive set og en respekt, der langsomt forsvinder.

At sige sin ærlige mening handler ikke om at være hård, dominerende eller konfliktsøgende. Det handler om at kunne udtrykke, hvordan man faktisk ser tingene, også når det ikke passer alle. Og netop dér begynder både klarhed og respekt ofte at vokse.