Tænd et lys

Udtrykket stammer fra Susse Wold, som i et interview i BT sagde, at hvis man ikke tænder et lys for andre, kan man pludselig selv komme til at sidde i mørket. Den tanke har jeg båret med mig længe, for der ligger en sandhed i den, som rammer mig.

Jeg ser ofte, hvordan mennesker med alderen kan blive mere lukkede og mere utilfredse. Der er noget galt hele tiden. Vejret er forkert, samfundet er forandret, og de unge opfører sig anderledes, end man selv gjorde. Men i stedet for at lade utilfredsheden fylde kunne man vælge at være mere åben, mere hjælpsom og mere nysgerrig på andre mennesker. Man kunne vælge at se muligheder frem for begrænsninger.

Når jeg ser på mit eget liv lige nu, kan jeg også mærke perioder, hvor jeg tænker, at nu magter jeg ikke mere. Der er konstant noget, jeg skal forholde mig til, og det, jeg inderst inde længes efter, må ofte vente. Jeg ved dog, at tiden nok skal komme, og at ikke alting skal ske på én gang.

Vinteren er uden tvivl den sværeste periode for mig. Kulden, mørket og den evige fugt slider, og sneen bliver sjældent liggende smukt, men ender mest som sjap og besvær. Samtidig stiger varmeregningen, og det mærkes i hverdagen. Jeg er et udpræget solmenneske, og jeg trives bedst i lys og varme.

Derfor føles det næsten ironisk, at jeg har fået hudsygdommen rosacea, som betyder, at jeg skal passe på solen, bruge høj solfaktor og være opmærksom på, hvad jeg spiser. Hvis jeg ikke tager hensyn, reagerer min hud med det samme. Dertil kommer birkepollenallergi, overfølsomhed over for konserveringsmidler og parfume samt problemer med mælkeprodukter, som jeg derfor har valgt fra. Det kan godt føles som meget, og ja, jeg er hårdt ramt. Alligevel forsøger jeg at holde fast i, at solen stadig skinner over mit liv, selv når kroppen driller.

Vi har et katteri, som jeg personligt godt kunne undvære, men Kenneth elsker det, og derfor lever jeg med det. Det betyder ekstra rengøring og ekstra ansvar, men sådan er det, når man deler liv og interesser.

At blive far som 68-årig er uden sammenligning det største, jeg har oplevet. Jeg forguder vores søn, og intet rører mig mere end når han om natten tager min finger og trykker den, fordi han ved, at hans dada ligger lige ved siden af ham. I de øjeblikke mærker jeg en taknemmelighed, som næsten ikke kan beskrives, og jeg takker Gud for, at jeg fik lov at opleve det.

Samtidig følger der et stort ansvar med. Jeg ønsker, at han skal vokse op og blive et godt menneske med en god uddannelse og sunde interesser. Jeg håber, at han finder glæde i en holdsport, for Kenneth og jeg elsker fodbold, men jeg ville også glæde mig, hvis han en dag kastede sig over skak, som har givet mig så mange gode minder med min egen far.

Jeg er bekymret for den måde, sociale medier fylder i børns liv på. Nærvær og fællesskab bliver udfordret, når børn sidder hver for sig bag en skærm. Der er allerede skrevet meget om konsekvenserne for trivsel, koncentration og sociale kompetencer, og jeg mener, at vi som forældre har et ansvar for at sætte grænser og stå fast.

Mit liv kræver planlægning og omtanke, især når det gælder min allergi. Det er ikke en dans på roser at være allergiker, for kroppen reagerer hurtigt, hvis jeg slækker på opmærksomheden. Derfor har jeg de sidste par år sagt nej til meget, blandt andet at spise ude når jeg ikke kender indholdet af maden. Til en fødselsdag valgte jeg at bage mine egne boller og tage dem med, fordi jeg vidste, at jeg så kunne undgå at blive syg. Noel fik resten med hjem, for han elsker sin dadas boller, og jeg sprang uden problemer kager og wienerbrød over.

En anden aften var vi inviteret hjem til en kok, som Kenneth kender gennem sin NLP-uddannelse. Jeg sendte en liste over det, jeg ikke tåler, og han tog hensyn. Det bekræfter mig i, at det faktisk kan lade sig gøre at lave god mad uden at gøre mig syg, hvis man blot gør sig umage. Maden smagte fantastisk, og jeg gik derfra med både mæt mave og godt humør.

Verden er ikke altid nem, og der er dage, hvor jeg brokker mig mere, end jeg burde. Men når allergien falder til ro, og kroppen igen føles let, vender de lyse tanker tilbage. Som Andreas Odbjerg synger, er der også en dag i morgen. Måske bliver den bedre, og måske begynder forandringen med, at vi selv vælger at se lyset.

For sandheden er, at mange mennesker lever med langt større udfordringer end mine. Nogle kæmper med alvorlig sygdom, andre med handicap eller tab. Det minder mig om, at livet skal leves og værdsættes, mens vi har det.

Nu er vinteren heldigvis på hæld, og Noel og jeg skal tilbage i kirke. Det har haltet lidt de seneste måneder, men nu skal det skrives ind i kalenderen, så vi igen kan komme af sted og bagefter besøger vi bedstefars grav. Det er i de små handlinger, at vi tænder lys, både for andre og for os selv.