Jeg har siddet og kigget på gamle billeder – gamle fester, børnefødselsdage, ja, sågar voksenfødselsdage – og det er virkelig begyndt at slå mig, at det er blevet noget underligt noget.
Man skal lige selv lære, at der er andre tider. For når de er helt små, så er det familie og venner, der kommer til boller og lagkage. Senere i livet er det så skolekammerater, der kommer, og festerne tager lidt til i størrelse og omfang – og det er jo ret hyggeligt og meget normalt.
Min film knækker fuldstændigt, når man pludselig blander en voksenfødselsdag ind i en børnefødselsdag. Der er stadig de samme boller og kage, og man fjerner på den måde fuldstændig fokus fra det, som skulle være barnets dag.
Jeg havde i ugens start besøg af min bedste veninde, og vi kom ind på det, hvor jeg bare fortalte, at jeg slet ikke kan have det, og at jeg melder fra hver eneste gang, det sker nu. Jeg synes ærligt, det er usmageligt og ikke okay for det barn, der holder fødselsdagen. Voksengaver giver jeg ikke, medmindre det er til runde fødselsdage eller man bliver inviteret specielt til en fødselsdag hvor man selvfølgelig forventer at der står noget lækkert på bordet. Jeg føler nogle gange at det er kom og få en bolle og læg en gave og så hej hej.
Som min veninde sagde: “Du er jo meget ærlig.” Og det er jeg, for jeg hader løgn og ting, jeg synes er uretfærdige. Som med mange andre ting står jeg ved dem og holder mig væk. Jeg vil ikke byde mig selv at gå imod mine principper, for de har fulgt mig hele livet, og jeg har været godt tilfreds med dem indtil videre – og dem holder jeg fast i.
Jeg kom slet ikke op i går og trænede. Allergien drillede efter det, jeg spiste i tirsdags som valgtilforordnet, men sådan er det.
Noel kom hjem efter en lang dag i vuggestuen, og han var sgu lidt for træt og var sur, indtil jeg lå med ham i sengen og læste historie. Der blev leget i sengen, og da han skulle sove, var han ikke lige så træt som sin dada, men til sidst kom Ole Lukøje, og han sov fint hele natten – indtil uret ringede kl. 05.30.
Hans far henter ham lidt tidligere i dag, hvis det kan lade sig gøre, og så har han påskeferie i næste uge fra vuggestuen. Vi har ham hele mandagen indtil 16.30, hvor han bliver kørt hjem til sin mor 🙂
Så henter jeg ham igen i Værløse på lørdag, for hans mor skal på arbejde søndag. Jo, vi har et fantastisk samarbejde med hans mor, og tingene spiller virkelig mellem os, og der er altid hjælp at hente hos bedste og faster, hvis vi tre ikke lige kan få tingene til at gå op.
I dag skal jeg op og træne, og så kommer hans bedste og faster og spiser til aften og hygger. Lørdag står den på leg i naturen, og på søndag skal vi i kirke klokken 10 og forbi bedstefars grav og lægge en påskeblomst. Senere, efter middagslur, tager vi en tur til bedste og hygger.
Billedet er fra nogle år siden hvor denne lille påskeblomst stod ved vores havedør og jeg elsker når kirken sender en hilsen 🙂



