Jeg sidder i vindueskarmen oppe i lejligheden på 2 sal. Den vender ud mod vejen og lige overfor er der en ny blok med mange mennesker. Jeg sidder i vindueskarmen og kigger ned på gaden. Folk går forbi i par, hånd i hånd, skuldre der rører hinanden, grin der bliver kastet ud i vinterens stille luft. De stopper op, ser hinanden i øjnene, smiler og går videre sammen. Jeg ser den samme pæne unge fyr som bor lidt længere ned af gaden gå forbi og ønsker da jeg ser ham, at jeg kendte ham. At han sad i min stue og vi kunne tale sammen.

Jeg sidder heroppe, alene, med kinden mod den kolde rude. Jeg kan se alt det, jeg længes efter, men som aldrig bliver mit. Alle de hænder, der bliver flettet sammen, alle de samtaler, der aldrig slutter, fordi ingen vil hjem endnu.

Heroppe er der stille. Kun mit åndedrag mod glasset og tankerne, der bliver tungere for hver fod, der går forbi dernede. Det gør ondt at se på, men jeg kan ikke lade være. Smerten er min eneste følgesvend lige nu, og den holder mig fast her i vinduet, mens verden fortsætter uden mig.

Jeg kan næsten mærke deres varme igennem ruden, men ikke nok til at tænde noget i mig. Ikke nok til at få mig til at rejse mig og gå ud. Jeg bliver bare siddende her, mens de forsvinder rundt om hjørnet, én efter én — hånd i hånd. Og jeg bliver tilbage. Altid tilbage.

Jeg bliver siddende lidt endnu, mens mørket langsomt sluger de sidste mennesker på vores gade som ikke er så befærdet. Jeg trækker benene op under mig, lægger panden mod ruden og lukker øjnene et øjeblik. Jeg kan ikke holde ud at være her alene længere.

Jeg rejser mig, går hen til mit skrivebord og tager fat i drejetelefonen som står på bordet. Jeg tøver lidt, kigger på den runde skive og mærker hvordan skammen prøver at trække mig væk igen. Men ensomheden er tungere. Den er altid tungere og jeg ved det, jeg mærker det hele tiden.

Jeg taster nummeret ind til Træfpunkt 159 og siger da jeg kommer igennem, er der en slank ung fyr til blid sex ?  Stemmen i røret er rolig, næsten venlig, men den føles fremmed. Jeg forklarer, lidt klodset, lidt hurtigt, at jeg bare håber, der måske sidder én som mig på den anden side. En ung fyr, der også savner nogen at snakke med, nogen at røre ved, bare lidt varme midt i alt det kolde.

Jeg siger, at jeg ikke vil noget vildt. Bare en, der vil mødes hos mig til en cola eller en kop kaffe. Bare starte med at snakke og så finde ud af om der skal ske mere. Bare for en stund at mærke, at jeg ikke er alene i alt det her og der er mange andre som mig der bare sidder alene og gemmer sig i deres lejlighed.

Der går nogle minutter. Jeg hører min egen vejrtrækning blande sig med den sagte summen i røret. Den, jeg taler med, spørger mig om, hvad jeg søger. Om jeg har nogle grænser, noget jeg ikke vil. Jeg svarer, som om det hele er ubetydeligt, men indeni ryster jeg. Jeg ved ikke engang, hvad jeg vil sige nej til, kun at jeg ikke vil sove alene i nat. Efter en kort snak får ham mit nummer og lover at ringe tilbage.

Jeg sætter telefonen tilbage til holderen og tonen forsvinder. Jeg kigger på den og tænker han ringer aldrig. Det er jo sket før hvor de lover det ene efter det andet og intet holder. Jeg kigger igen på telefonen men den er forsat tavs. Jeg går tilbage til vinduet, sætter mig i karmen igen. Prøver at lade som om jeg ikke håber for meget, men mit hjerte banker hurtigere nu.

Jeg forestiller mig ham. En fyr som mig. Måske lidt genert. Måske ensom på samme måde. En, der vil række hånden frem uden at trække den væk igen. Jeg drømmer hurtigt og naivt, men det føles rart at give fantasien lov.

Da telefonen endelig ringer, hopper jeg næsten. Jeg tager den hurtigt, prøver at lyde rolig, selvom min stemme knækker en smule. Han er ikke så langt væk, og vil gerne mødes. Vi aftaler et sted om hjørnet hvor jeg er tryg og et  tidspunkt. og det hele begynder at føles lidt uvirkeligt og som en halv drøm.

Jeg lægger på. Bliver siddende lidt. Ser mit spejlbillede i ruden — en skygge med trætte øjne, men også en lille gnist et sted bag pupillerne. Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske. Om det bliver akavet, grimt eller fint. Om vi siger hej og farvel uden et ord bagefter.

Men jeg ved, jeg ikke kommer til at sidde her hele natten og kigge ned på andre. Ikke i nat. I nat vil jeg selv gå dernede. Måske hånd i hånd. Bare lidt. Bare for at holde smerten ud. Bare for at mærke, at jeg stadig findes og jeg også må være heldig i kærligheden.

Jeg går ud på badeværelset og ser mig selv i spejlet. Mit hår stritter, øjnene er røde. Jeg skyller koldt vand i ansigtet, som om jeg kan vaske ensomheden væk for en aften. Finder en ren T-shirt, en jakke, noget der ser ud, som om jeg har styr på mit liv — bare nok til at jeg kan lade som om.

Jeg låser døren bag mig og går ned ad trapperne. Hver etage føles som et lille skridt væk fra stuen , hvor jeg altid sidder fast. Ude på gaden er luften frisk af den nyfaldne sne og mine sko klasker i det våde sne.

Jeg går hen til stedet, vi har aftalt. En bænkerække nede ved Mozartsplads, under et af de store træer Mit hjerte banker, som om det prøver at løbe i forvejen uden mig. Der står han allerede. Hænderne dybt i lommerne, blikket flakker, som om han leder efter en undskyldning for at vende om. Vi ser på hinanden et øjeblik, begge to lidt forlegne. Vi siger hej, næsten i munden på hinanden, og griner akavet bagefter. Det er første gang jeg smiler i dag.

Vi snakker lidt. Om ingenting. Vejret, hvor bor du og hvad vi laver til daglig. Vi prøver at lade som om, vi bare er to venner, der tilfældigt mødtes her. Men vi ved begge to, hvad vi er her for.

Han spørger, om vi skal gå et andet sted hen. Jeg nikker bare. Vi går side om side gennem mørket. Vores skuldre rører hinanden en gang imellem. Ingen af os trækker væk. Det føles næsten som at holde i hånd, uden at vi tør.

Et sted i baghovedet skriger stemmen stadig, at det her ikke er kærlighed. At det ikke løser noget. Men lige nu gør det ikke noget. For lige nu er jeg ikke alene. Jeg kan mærke hans varme, hans skrøbelighed, hans nervøsitet — spejlet i min egen.

Måske holder det kun en nat. Måske gør det mere ondt i morgen. Men i nat er vi to, ikke én. Og det er nok til, at jeg går med ham, stille, mens sneen falder igen i mørket. Jeg spørger ham da vi har gået – skal vi gå hjem til mig. Har du lyst og jeg kigger på ham og mærker hvordan nervøsiteten rammer mig. 

Er jeg stadigvæk god nok. Er han bedre i sengen end mig og hvordan ser hans krop ud. Tusind spørgsmål flyver igennem mit hovede og det er lige før jeg fortryder jeg tog telefonen og ringede op. Jeg kigger på ham og ser han smiler til mig og mærker han klemmer min hånd. Han åbner munden og siger skal vi ikke se at komme ind i varmen for så varmt er der hellere ikke på denne årstid.

Jeg fører ham rundt om blokken, vi nærmer os nummer 10 og jeg låser op ved hoveddøren og fortæller ham vi skal helt op til 2 sal. Vi går stille op og tankerne flyver igen igennem mit hovede, men nu er vi snart indenfor og så er jeg tryg.