Valg 2026

Man kan være bekymret for fremtiden, for hvem skal tage sig af dem, som ikke har så meget? Som ham fjolset – undskyld sproget – fra LA udtalte, at der ikke var fattige i Danmark. Jo, lille søde, uvidende skattebasse, hvorfor er der så mange danske familier, der søger julehjælp, får pakker fra Røde Kors og må vende og dreje hver en 25-øre?

Flere er økonomisk udsatte i Danmark end i vores nordiske nabolande. I Danmark er 18,0 pct. i risiko for fattigdom eller social eksklusion, og jeg kan virkelig blive ked af sådan en udtalelse. Jeg kommer ikke selv til at mangle noget, hvis det bliver blå blok, der skal styre Danmark. Nej, jeg bliver bare meget bekymret for vores medborgere, som ikke har de samme muligheder som os andre. Dem skal vi sandelig også tænke på.

DF slår sig op på udlændingepolitik. Hårdere straffe, og de råber højt. Nu ligger landet sådan, at de fleste er danske statsborgere, og dem kan man ikke udvise. Som skrevet står: Som udgangspunkt kan danske statsborgere ikke udvises af Danmark. Grundloven og internationale konventioner beskytter statsborgere mod at blive forvist fra deres eget land.

Så de får folk til at hoppe med på vognen, men der kommer ikke til at ske så mange ændringer. Men så bliver de jo valgt ind, og folk, der stemmer på dem, er lidt bondefanget. Smart træk af den nyklippede politiker, som fremstår ren og uskyldig, men som i mine øjne er en ulv i fåreklæder.

Skulle man rykke noget omkring indvandrere, nydanskere eller hvad man nu vil kalde dem, så kunne man til at starte med ansætte 1.000 toldere og så drive klapjagt på alle de kiosker, som er rene brodne kar. Det viser sig, at hver gang tolderne melder deres ankomst, finder de sorte penge, varer, som de ikke har papir på, og varer, som er ulovlige at sælge – og jeg kunne blive ved.

Som skrevet står: Kontrolaktioner i 2025 har afsløret omfattende snyd i danske kiosker, hvor næsten alle kontrollerede butikker (138 ud af 140) havde problemer med sorte varer, afgiftssnyd eller ulovligt arbejde. Der findes ulovlig tobak, nikotinposer, udenlandsk sodavand uden pant og ulovlige puff bars, ofte solgt til mindreårige.

Se, det kunne man gøre noget ved og drive en konsekvent indsats mod dem, ligesom man gjorde mod rockerklubberne, hvor det viste sig, at den taktik virkelig var brugbar.

Nu kan man vente og se, hvilken farve regeringen får, og så skal jeg nok holde alle jer, der stemte blåt, op på de lovforslag, de får igennem, som ødelægger de fattiges pengepung og så håber jeg ikke de rammer jeres ældre familie medlemmer eller tætte pårørende for hvordan skal i kunne se dem i øjnene.

Relaterede indlæg