Alle disse tanker og al den research udspringer af et spørgsmål, vores veninde Vibekka stillede mig: Hvilke tanker gør jeg mig om tiden, når jeg ikke er her mere? Hvordan skal Noels ungdom forme sig, og hvilke faldgruber skal vi undgå hvis jeg smuttede før tid

Jeg har ofte overvejet, hvordan det er at vokse op som curlingbarn. hvis det skulle ske. Når forældrene hele tiden rydder vejen, tager beslutningerne og står klar med kys og hjælp – også når man egentlig bare har brug for plads. På overfladen ser det trygt ud, men indeni kan det føles som en spændetrøje. For hvordan lærer man at stå selv, hvis man aldrig får lov til at mærke: Det her klarede jeg faktisk alene?

Uden ansvar lærer man ikke at tage ansvar. De små sejre, der normalt bygger selvtillid, udebliver. I stedet vokser følelsen af at være svag eller forkert – især i skolen, hvor sammenligningen med andre fylder. Jeg ved, hvor meget det betyder at få erfaringer med at kunne. Da jeg var barn, hjalp vi altid til derhjemme: bar tallerkenen ud, tørrede af, støvsugede eller skrællede kartofler. Små ting, ja – men de gav både ansvarsfølelse og styrke.

Mange forældre glemmer, at omsorg også kan kvæle. Når en mor eller far stadig kysser og holder fast i en teenager, kan det føles pinligt eller grænseoverskridende – ikke fordi kærligheden mangler, men fordi behovet for selvstændighed er større. Hos os stoppede det, da vi var omkring 12–13 år, og kærligheden forsvandt ikke af den grund. Den skiftede bare form.

Sandheden er, at unge gerne vil. De vil mærke forventninger, blive skubbet lidt og opdage, at de kan selv. Når de hjælper til derhjemme, rydder op og bidrager i fællesskaber, vokser både mod og selvtillid. Omvendt kan curlingopdragelse skabe usikre unge med lavt selvværd og afhængighed af andres hjælp.

Jeg ser det allerede hos små børn. Vores egen lille purk smider sig på gulvet, når han ikke får sin vilje. Det er hårdt, men vi har valgt ikke at samle ham op hver gang. Han skal erfare, at skrig ikke virker. Når han falder til ro, trøster vi ham og taler stille. På den måde lærer han både grænser og at følelser kan rummes.

Det samme gælder unge. At være ung handler ikke kun om skole og venner, men også om at finde sig selv. Det kræver kærlighed, rammer og – måske det sværeste for forældre – plads. Mange føler sig overvåget og presset til at dele alt, men hemmeligheder er en naturlig del af at vokse op. De giver mulighed for at udvikle dømmekraft og ansvar.

Hvis forældre hele tiden vil vide alt, signalerer det mistillid. Den unge kan ende med at tænke: Jeg kan ikke selv, eller mine følelser er ikke mine egne. Det skaber afstand, ikke nærhed.

Den største gave forældre kan give deres børn, er ikke at gøre alt for dem, men at have tillid og turde give slip. Først dér opdager den unge: Jeg kan faktisk selv. Og den erfaring er uundværlig, hvis man skal træde ind i voksenlivet med styrke.

Nogle forældre elsker deres børn så meget, at de glemmer, hvad kærlighed handler om. De vil altid hjælpe og beskytte, men når omsorgen bliver til omklamring, kvæler den mere, end den støtter. Og så er der de forældre, som helt bevidst fastholder deres børn i samme mønster, fordi det er dér, de selv føler sig trygge. De ønsker, at barnet forbliver lille, afhængigt og tæt – men det er ikke kærlighed, det er kontrol forklædt som omsorg.

Ungdomstiden er netop den fase, hvor man skal finde ud af, hvem man er. Hvis forældrene hele tiden rydder vejen og tager beslutningerne, får den unge aldrig erfaring med at stå selv. Så vokser usikkerheden.

Kærlighed skal give styrke, ikke svække. Den må gerne være der – men den skal tilpasses alderen. Efter min mening bliver det for meget, ja næsten klamt, hvis forældre stadig kysser og krammer konstant, når barnet er 12–13 år. Det holder dem fast i en rolle, de er ved at vokse fra.

Kærlighed er også respekt. At give plads til, at de unge tager skridt væk fra barndommen og ind i selvstændigheden. At vise, at man stoler på dem. For nogle gange viser man kærlighed allerbedst ved at give slip.